I dag har jeg holdt endnu et foredrag om min Caminotur fra 2011. Jeg elsker turen ned igennem memory lane. Når jeg fortæller, bruger jeg altid de tre “g’er”. Gys – Gru og Grin. I dag var jeg et sted jeg havde været før. En lokalafdeling fra Ældresagen. De havde hørt mig som informatør sidste år og fået nys om at jeg også fortalte om Caminoen. Flere var gengangere og de sad med store øjne og ører da jeg ankom.
Jeg bliver altid behandlet som en stjerne når jeg kommer. Der er reserveret P-plads, reserveret plads ved bordet hvor vi skal starte med at synge en sang og få et stykke kage og en kop kaffe. Jeg blev sågar hentet ved bilen og en af de ældre herrer hjalp mig ind med mine ting. Jeg føler mig virkelig velkommen. De spørger til mig og min familie. Jeg får headset på og projektoren er sat til. Jeg bliver præsenteret som et livsstykke. Selv i deres blad står der:
Livsstykket Lailasilke kommer igen og fortæller om sin tur på Caminoen.
Det kan være noget af en opgave at holde liv i ældre (plus 65 år) fra 13-15, hvor de måske normalt får deres middagslur. Jeg havde et stramt program, for jeg kan snildt tale uafbrudt i 2,5 time. Jeg havde kun 1 time og 45 min. og der skulle også indlægges en pause.
Jeg starter altid med at fortælle om min baggrund. Her sidder de med løftede øjenbryn og hagen nede på halsen. Det er en god start, fordi allerede her – har jeg deres fulde respekt. På trods af at de også har gennemlevet et langt liv, med bump på vejen.
Jeg fik speedsnakket og kom igennem med kun et par minutters overtid. Efterfølgende er der altid aen på kinden og store kram fra dem. Mændene springer rundt og hjælper mig. Jeg føler mig som en lille pige – trods mine 41 år!
Jeg har små cellofanposer med strandsten, som jeg har dekoreret med kærlige beskeder. Især damerne bliver helt begejstret for dem. De må ikke kigge før de trækker en pose. Så lyser de helt op, når de læser hvad der står – og siger altid at det passer perfekt! Der kan f.eks. stå “Giv aldrig op” – “Husk at lege” – “Pas godt på dig selv” etc. De er med, fordi da jeg tog hjem fra Caminoen, havde jeg samlet muslingeskaller til alle mine kære, hvor jeg havde skrevet små kærlige beskeder på. Når jeg så fortæller om min tur, giver det god mening for mig at jeg har gjort mig umage, og fundet danske strandsten til tilhørerne, med kærlige beskeder.
Igen i dag forlod jeg en gruppe mennesker, der har fået en på opleveren. En historie, som næsten er for god til at være sand, fortalt af en sprudlende hoppebold i rask tempo. Ingen faldt i søvn og der var masser af grin og også store åbne munde. Jeg elsker at holde mine Caminoforedrag. Mest af alt fordi jeg selv er begejstret for mine oplevelser. Der er aldrig to foredrag der er ens, men overordnet er historien den sammen.Sjovt nok får jeg tit at vide af ældre mennesker at jeg ligner Per Pallesens datter??!! Trine Pallesen.
Jeg er glad – og tror bestemt også de forlod lokalet med et smil på læben.