For nyligt lagde jeg et billede op af mig selv fra 80’erne på Facebook. Med strithår, 80’er bluse og hele pivtøjet. Ikke specielt kønt, men fuld af masser af minder.
Min ungdom brugte jeg hovedsageligt i Roskilde, hvor hele min omgangskreds var. Min bedste ven, var en dreng, der hed Steffen. Han boede i Roskilde. Vi var uadskillelige og delte alt. Vi havde det skide sjovt sammen og han og hans søster holdt altid de vildeste fester. Vi var gode sammen. Gjorde hinanden til bedre udgaver af os selv. Støttede hinanden og var der for hinanden. Altid!
Steffen og jeg var ikke kærester, selvom da jeg var omkring 7 år, erklærede han sin kærlighed til mig. Det var svært kan jeg huske, for han var jo som en bror for mig. Vi forblev bare venner, bedste venner igennem vores barndom/ungdom. Roskilde festivalen var en fast tradition i 7 år af min ungdom. Da vi blev ældre og jeg flyttede til Østerbro med min daværende kæreste, mistede vi kontakten. Han havde mødt min kæreste, men det blev aldrig helt det samme.
I starten af mine 20’ere fik jeg job i Maersk Air. En dag ringede min mor til mig på arbejdet. Hun ringede ellers aldrig i min arbejdstid. Hun fortalte mig at Steffen var død! Lige der gik tiden i stå. Alting blev sort og jeg tog et par dybe vejrtrækninger, gik ud på toilettet og sad med hovedet imellem mine ben. Jeg havde kvalme. Efter nogle minutter fortsatte jeg min arbejdsdag som en zombie. Det var en forfærdelig måde han var død på, som jeg ikke vil komme ind på her.
Steffen er stadig med mig. Han er tit i mine tanker og jeg har heldigvis tonsvis af gode minder sammen med ham. Han står soleklart i min erindring og han var den bror jeg ikke havde. Jeg savner ham ofte – også selvom vi mistede kontakten de sidste år af hans levetid. Jeg taler ikke rigtig om ham, men mine børn ved godt at han har været der. Han forsvandt – alt for ung, men lever indeni mig! Altid.
Efter jeg lagde mit billede op på Facebook er der kommet mange kommentarer fra min omgangskreds/skolekammerater i 80’erne. Det er helt vildt sjovt. Mennesker som jeg ikke ser mere, men vi deler alligevel en masse minder og oplevelser sammen, fra vores barndom. Der er også kommet overraskende kommentarer. Gode altså. Jeg var som mange andre teens usikker og bambi på glatis. Også selvom jeg nok ofte udadtil udstrålede ”I don’t give a shit”. Det gjorde jeg jo alligevel, for vi har alle en iver og trang til at være en del af fællesskabet. Når jeg så læser hvad mine gamle skolekammerater skriver, bliver jeg hel varm og glad indeni. Over hvordan de rent faktisk så mig og opfattede mig. Alle skulle gøre det. Ikke fordi der skal fyldes på ego-beholderen, men fordi det faktisk kan være overraskende at opdage, at alt det vi har gået og bildt os selv ind, måske forholder sig helt anderledes. På den fede måde! Jeg hepper på positiv/sjov feed-back fra fortiden.
Jeg har altid haft det godt med drengene da jeg var barn og teen. Måske fordi jeg selv var en rigtig drengepige og ikke gad tøsefnidder. I 10. klasse havde jeg en rigtig god drengeven. Rasmus. Vi lavede mange tossede ting sammen og jeg husker specielt dødskørsel på knallert i regnvejr, 2 personer – 1 knallert, mig med hjelm, og Rasser uden, for Rasser var jo en gentleman. Alle vores fester og stunder med Gasolin. Vi havde øgenavne og grinte meget sammen. Da vi fortsatte videre i vores uddannelsesforløb mistede vi kontakten. Jeg er også i tvivl om jeg egentlig behandlede Rasser ordentligt. Jeg tror ihvertfald aldrig jeg fik fortalt ham hvor vigtig han var. For det var han!
Jeg havde brug for en frisk start da jeg flyttede til København. Fik en stor ny omgangskreds fra Københavns Lufthavn. Det fede er at Facebook kom til. At vi på den måde kan følge lidt med i hinandens liv. Mennesker fra fortiden, der har sat aftryk i mit liv. Rasser er blevet landmand – lige som jeg forudså og har fået sig en dejlig familie. Han har ikke noget hår, men ligner ellers sig selv. Alle mine andre klassekammerater og barndomsvenner, ligner faktisk også sig selv. Måske nok fordi jeg i min erindring, stadig husker dem som børn/unge.
Tænk på hvor mange mennesker der ryger ind og ud af dit liv. Hvor mange du egentlig sætter aftryk i. Jeg tænker meget – både i nuet og på fortiden. Det er ofte tanker, hvor bestemte personer der har sat aftryk i mit liv, dukker op. Så i dag hylder jeg fortiden. Mine barndomsår, barndomsvenner, ungdomsvenner og selvfølgelig Steffen som stadig bor indeni mig.
Jeg er vild med jer – TAK <3
P.S. Jeg varmede husblas næsten hver morgen for at få mit hår til at stritte sådan.
