Må krybe til korset at jeg helt i starten af denne Corona virus mente at det var lidt hysterisk. Jeg blev dog hurtig klar over at det var mere alvorligt end som så.
Jeg er blevet meget klogere…….. Heldigvis.
Før Statsministeren “lukkede Danmark ned” i går, havde jeg lang tid før taget forholdsregler. Jeg har en teenager som har haft lungebetændelse i næsten 3 uger. En sjælden en af slagsen, som åbenbart er meget sejlivet og som kan tage 6 uger at komme sig over. Netop derfor vil mit unge menneske være i risikogruppen for de særligt udsatte, da Covid-19 er særlig hård for lungepatienter. Samtidig er jeg selv en af de udsatte, som kronisk syg.
Derfor har vi nærmest forskanset os herhjemme – ikke for at være hysteriske, men for at passe på hinanden, og ikke mindst sygehusvæsenet. Jeg skal selvfølgelig ud med hunden, men ellers kommer jeg ikke andre steder pt. Jeg har ikke engang være ude at købe ind, hvilket jeg bestemt kun er glad for, efter jeg har set hvordan folk er gået amok. Hvordan mennesker samles i hobetal for at sørge for sig selv, på trods af alle anbefalinger. Det er sådanne handlinger der skaber flere syge og sætter de svage i større risiko, eftersom der sandsynligvis vil komme flere smittede.
Jeg forskanser mig, fordi at jeg ikke vil have mit barn bliver syg eller selv bliver det, for den sags skyld. Sygehusvæsenet kan ikke rumme alle og derfor har vi alle et fælles ansvar. Samtidig har jeg et barn som er panisk angst for at jeg skal blive syg, så derfor har jeg også et ansvar – for ikke at blive det – hvis jeg kan. Jeg er helt rolig – og ikke panisk. Kun ansvarsbevidst.
Selvom jeg kan sidde måbende og se alle de der “skider” på alle foreskrifter og som samles i tusindvis for at få “nok”. Dem der kun tænker på sig selv, fremfor anbefalingerne og ikke mindst smitterisikoen de udsætter sig selv for, med chance for at smitte hele familien, så er der også solstrålerne. De historier der kan få tårene frem.
Dem der melder sig som “hjælpere”. Det kan være indkøb, hundeluftning, børnepasning, sågar amning af andres børn m.m. Til de der er i karantæne eller de udsatte, som passer på ikke at komme ud. En anden (også med sclerose), skrev at hendes veninde, som det første efter statsministerens tale i går, blot skrev en sms til hende “send mig din indkøbsliste” uden anden forklaring. Se det er sgu da næstekærlighed og Danmark når det er bedst.
Alle mister noget i det her. Nogle økonomisk, andre fysisk/mentalt, de fleste socialt, men vi er nødt til at stå sammen og løfte i flok. Jeg tror personligt ikke at 14 dage er nok, flere forskere forudser også et langvarrigt forløb, men vi er nødt til at være ansvarsbevidste og tænke os om. For kun på den måde, kan vi komme hurtigst muligt tilbage til den hverdag vi kender og holder af.
Som min kærlige veninde altid siger:
“Hold hovedet koldt – men hjertet varmt”
Be safe and wise!
Kærligst Lailasilke
