Sidder du samme sted ved bordet? Laver du kaffe i samme kop? Spiser du kun slik om fredagen?
Vi får alle sammen tilegnet os nogle vaner. Vaner er ikke dårlige, de kan bare være med til at hverdagen bliver en trædemølle. At hverdagen bare skal ”overstås” så det kan blive weekend.
Jeg har altid været lidt af en rebel. Ikke for at være på tværs, jeg kan bare godt lide at gøre tingene anderledes, end hvad der forventes. Hvis du kommer til et kursus (som eksempelvis varer over flere dage), så har alle tendens til at sætte sig på samme plads som de sad første dag. Eller hvis du er til yoga, så ligger de faste samme sted. Hvis du prøver at sætte dig et andet sted (det gør jeg ofte 😊), så skal du se panikken brede sig. For nu sidder der en anden på ”deres” plads! På dette punkt er mange vanedyr. Jeg selv gør det da også ind imellem!
Nogle gange er det rigtig sundt at bryde sine faste vaner. Her mener jeg ikke at du skal knalde med naboen i stedet for din mand/kvinde (pånær hvis det er aftalt 😉), men alle de små ting. Tag en danskvand i stedet for alm. vand og servér det i et vinglas. Dæk bord med pæne servietter. Spis fredagsslik om tirsdagen. Elsk med din mand på forskellige dage/tidspunkter (der er seriøst nogle der har skemalagt sex! Det troede jeg var løgn! Ikke at jeg hiver fordomme op af hatten, men tænker at det fjerner AL passion). Tag aften kaffen/theen med og se solnedgangen. Hop ud og dans i regnen. Send et quote der lige passer på din ven/veninde og fortæl dem hvor vigtige de er. Husk dit indre barn og giv den gas på legepladsen (mine unger hader mig for det!).
Så bliver det pludselig mere festligt i hverdagen. Du undgår at hverdagen bliver triviel og du udvider din horisont og udfordrer dine vaner. Selvom tingene virker og det er sådan du altid har gjort, så prøv at gøre noget andet. Det kan rent faktisk gå hen og blive ret godt og ikke mindst sjovt!
Jeg holder af hverdagen – mest af alt af hverdagen. (Dan Turéll)
Husk du bestemmer selv – hvor du sidder ved bordet, hvilken kop du drikker af – hvordan dit humør er – hver dag! I morgen bliver også en god dag 😊