Mine venskaber er rigtig vigtige. Det er vigtigt at vedligeholde dem og gøre mig umage. Hermed skal det lige siges at jeg selv ofte ikke er den bedste til at huske at lave aftaler for at ses og pludselig kan der være gået flere måneder.
Det er det der sker når livet bare kører derud af. Heldigvis er det sådan med mine venskaber at uanset om vi har set hinanden for et par dage siden eller der er gået måneder, så er det som om vi klikker sammen som lego klodser med det samme. Det er essensen af rigtige venskaber for mig. At der ikke er en fast drejebog.
Da jeg var ung havde jeg perifere eller sporadiske venskaber. Jeg har aldrig haft et tæt venskab der har fulgt mig hele livet. Det handler sikkert mest om mig selv, jeg kunne godt være reserveret og ikke dele ud af mit inderste og derfor lukkede jeg nok ikke ret mange ind. Til tider fik jeg at vide at jeg var arrogant, hvilket er et adjektiv som jeg synes passer meget dårligt på mig.
Mit første rigtige venskab fik jeg først som “voksen”. Jeg har sidste år fejret sølvbryllup med en veninde, som er det længste venskab jeg har. Det har helt sikkert været hendes fortjeneste, fordi jeg ofte er flyvsk og “glemmer” tiden og hun har været god til at holde fast og få sat datoer! Det er faktisk generelt mine skønne venskaber der er gode til at holde mig “i snor”. Ikke fordi jeg glemmer dem, men fordi at jeg tager en dag ad gangen og pludselig er der gået flere måneder. Jeg er dog blevet bedre de sidste 5 år, hvis jeg selv skal sige det 🙂
Jeg har meget forskellige venskaber, men fælles for dem alle er at vi udveksler og bidrager til hinanden. På forskellige måder. En taler jeg med næsten dagligt, flere sender jeg ofte sms’er med og ofte er vi gode til at ses uden at der gået ALT for lang tid. Der er også plads til det hele. Grin, sorg, alvor, fjol m.m. Der skal være plads til det hele!
Venskaber er livets valg. Et tilvalg vi vælger i vores liv. For mig er de ekstrem vigtige, de kræver også vedligehold, ellers visner de, som alt andet. Ind imellem skal jeg huske at pleje dem, men heldigvis ved de fleste at de blot skal give et “pip” så er jeg der! Hvis du gerne vil have gode venskaber, så kræver det tid, vedligehold og kærlighed. Lige som med alt andet.
Jeg føler mig meget heldig – også med mine venskaber!