I dagens Danmark er der faktisk flere end vi tror der lever fra hånden til munden. Det er ikke alle der har en ordentlig indkomst, pensionsopsparinger m.m. Nogle har selv fravalgt det, men langt størstedelen er et mørketal som de fleste ikke er klar over og som ufrivilligt er havnet i et sort hul.
Jeg har selv været der og er der til dels stadig. Det er jeg ikke flov over (mere), jeg har min stolthed og ved jeg er et godt menneske. Jeg har ufrivilligt fået en kronisk sygdom som gjorde at jeg ikke kunne arbejde. Jeg har efterfølgende prøvet at arbejde i perioder af mit liv, men blev mere syg hver gang. Lige pt. har jeg et lille job på 3 timer om ugen. Det går lige som tiden er nu. Jeg får min førtidspension – hvilket jeg selvfølgelig er taknemmelig for. Skulle jeg vælge, havde jeg klart valgt min lederstilling, jeg var ansat i før jeg blev rigtig syg eller bare et job jeg var glad for hvis ikke min sygdom var en realitet.
Jeg er en af dem der lever fra hånden til munden. Den eneste grund til at jeg kan bo hvor jeg bor, have bil m.m. er pga. mine forældre. At vi valgte, i samråd, at de lejede den ene halvdel af mit hus. De har deres egen indgang, køkken, badeværelse og udgang til deres egen del af haven. Derfor kunne jeg blive boende i mit hus. Ikke nok med det, så havde jeg, inden mine forældre flyttede op til mig, set udseendelsen med de ældre på plejehjem, som fik lov at ligge i daggamle bleer, faldt på badeværelset m.m. og tænkte at sådan skulle mine forældre aldrig have det! De har givet mig livet, hele min ungdom og altid støttet mig. Det fungerer rigtig godt, med olde kolle som det er nu. 3 generationer under 1 tag.
Det var også årsagen til at jeg sidste år kunne holde en flot 50 års fødselsdag, for mine venner hvor der ikke manglede noget. De skulle ikke mangle noget – og JEG skulle give! Det kunne kun lade sig gøre fordi at mine forældres fødselsdagsgave til mig, var maden til mine gæster. De vidste det var vigtigt for mig at holde fest for mine venner. Samtidig havde jeg hver måned sat småbeløb til side i flere år. For nogle er det bare et greb i lommen, men for mig var det en KÆMPE ting at kunne gøre.
Jeg observerer i dag at de der har mindst, er ofte dem der giver mest. Der er sikkert undtagelser, men jeg oplever ofte at det er de mennesker som ikke selv har ret meget, er dem der ofte giver videre til andre. Det kan der være flere årsager til.
At de selv har prøvet at leve på bunden og derfor ved hvordan det føles.
At de der har mere, er fordi de kun har sig selv i mente og derfor kun sørger for sig selv.
For mig er det vigtigt at være næstekærlig. Det er vigtigt for mig at tænke på andre. Jeg gør mig umage. Jeg har ikke meget, men jeg sørger for at min læge, tandlæge, bankrådgiver m.m. får en lille ting af mig. Det er hjemmelavet, har ikke kostet mig noget andet end tid, men jeg har gjort mig umage.
Jeg har prøvet at stå i Netto med en flaskebon for at købe rugbrød til mine unger fordi min konto var tom. Jeg har stået med tårer i øjnene da min søn blev afleveret og moren der kom med ham, fortalte at de havde været i biografen (uden jeg vidste det) og at jeg derfor skulle betale for hans billet, hvilket jeg ikke havde penge til. Jeg har en veninde, som ind imellem kom og satte en pose med dagligvarer uden for min dør, fordi hun vidste hvor presset jeg var! Uden skyld og skam, men af ren omsorg og uden at forvente noget retur! Det glemmer jeg ALDRIG!
Jeg er taknemmelig for hvad jeg har. For mig er det ikke vigtigt at have mærkevarer, eller dyre ting. For mig er det vigtigt at være glad og at hverdagen fungerer. Jeg vil meget hellere have ting der er hjemmelavet eller fundet på et loppemarked og selv shine det op. Jeg går ikke op i dyre vine, Michelin restauranter, eksotiske rejsemål, fordi det er ude af min liga og bruger derfor ikke energi på det. Jeg er grund glad og det er det der tæller for mig.
Jeg giver også – det jeg kan. Også selvom jeg d. 20. i måneden kun har 100 kr, tilbage til resten af måneden, så giver jeg en 20’er til den hjemløse, så jeg kun har 80 kr. tilbage. Uden at få avisen. Der er “nogle” der hjælper mig og jeg tror SÅ meget på karma. For selvom jeg har stået i Netto med en flaskebon for at købe rugbrød, så har mine børn ALDRIG manglet noget. Enderne er på den ene eller anden måde altid mødtes. Hvis jeg virkelig har været på røven, så er der dukket en op der har købt noget af min kunst eller bestilt noget. Eller andre løsninger som jeg ikke selv har bedt om, men som bare er kommet af sig selv, hvor jeg mindst ventede det. Jeg har også rakt ud – der hvor det har været sværest, men det er også der hvor skyld/skam har vist sit grimme ansigt mest.
Mine børn har gået i hjemmesyet tøj indtil de var så gamle at den ikke gik længere, fordi at omgivelserne synes det var “forkert/ikke moderigtigt”. Min datter fik sit første job som 13 årig på Mc Donald. Da hun fik sin første løn, sagde jeg til hende at hun skulle købe noget hun virkelig havde ønsket sig. Det resulterede i et Gucci bælte, som kostede mere end jeg nogensinde havde brugt på noget tøj. MEN det var hende der havde tjent pengene og hendes ønske. De er de mest omsorgsfulde og bevidste unge mennesker i dag og jeg ved at de har fået nogle gode ting med sig i bagagen ved at opleve at pengene ikke hænger på træerne.
Skyld og skam er stadig et kæmpe fænomen i Danmark. Jeg vil ikke skamme mig mere over at jeg er blevet ufrivillig syg og derfor ikke kan hive en løn hjem på 50+. Jeg har ikke nogen privatpension som supplerer min førtidspension, da det dengang ikke var normalt, som det heldigvis er i dag. Jeg har ikke kunne deltage i mange arrangementer, fordi jeg ikke havde penge til det, men det har ikke gjort mig til et dårligere menneske. Tværtimod. Jeg giver alt hvad jeg kan, til det jeg kan. Alting behøver heller ikke at koste penge – de oplevelser hvor det er din indsats og det at du gør dig umage – er ofte dem der ligger mest kærlighed i.
Eksempel: Jeg har ved flere lejligheder ofte hjemmemalede sten i min taske. Hvis jeg synes at jeg får et varmt smil, ser en der ser usikker ud, en der giver ekstra god service eller lign. så har jeg lagt eller givet sådan en sten med et budskab på. Helt diskret – ikke for at få en tak, for jeg er så hurtigt videre at de ikke når at sige noget, for mig er det ikke fordi jeg skal takkes, det er ikke det vigtige i det budskab. Det vigtige er anerkendelse og at glæde den person der modtager. Ind imellem betragter jeg det på afstand uden de ser mig – og den glæde, et budskab på en fucking sten kan give – det gør mit hjerte større. Jeg har ikke behov for at føde mit ego, med taksalver eller skulderklap, jeg vil oprigtigt bare gerne gøre en forskel og glæde andre.
Robin Hood – havde fat i noget. Dog synes jeg at det er forkert at tage fra nogle og give til andre, det skal gøres af fri vilje, men jeg synes at vi skal være bedre til at “pass it forward”.
Næstekærlighed.
Alle har noget de kan bidrage med. Om det så er tid. Alt er værdifuldt – blot et opråb til at pille fingeren ud af din egen navle og gøre en forskel. DET kan vi alle! Gør noget uventet. Let it snow…….
OGSÅ når det ikke er jul!
