Forfatter: Lailasilke

Neurotransmitteren Dopamin er pt. min føde!

Vildt som livet kan tage en drejning fra den ene dag til den anden. Det ved de fleste. Både dem der pludselig er blevet frataget en kær, blevet opsagt fra deres job, er blevet syge, har vundet i Lotto eller lign. Det er de ting der sker, mens livet banker derud af. Må indrømme at jeg i perioder har tænkt at hastighedsgrænsen indimellem er blevet overskredet mht. livsoplevelser. Ingen brok – blot en konstatering og med tanke på at alle oplevelser former os og gør os til de mennesker vi er.

Det er sådan livet er – det er hele tiden i bevægelse. Jeg prøver så godt jeg kan på at leve i nuet. Tage en dag ad gangen og ikke bruge energi på hvad jeg skal om en uge. Det har krævet træning for mig som kontrolmenneske, men øvelse gør mester og det har givet mig meget mindre ”stress”.

Jeg har været alene uden partner i over 4 år. Som I helt alene – hvis du slog mit navn op i ordbogen, var synonymet ”nonnekloster”. Mit sidste forhold var fyldt af kontrol, fremfor kærlighed. Ikke den bedste kombi.

Jeg har fået fyldt mit kærlighedsbarometer op af venner, familie og min hund. Bevares – det er ikke det samme, men jeg synes bestemt jeg har og får masser af kærlighed i mit liv. Jeg har on/off været på forskellige dating apps. I meget korte perioder, fordi jeg har svært ved at navigere i dem. Jeg synes det er svært at bedømme mennesker ud fra et billede og måske en meget kort tekst. Ved godt at det er øjnene der ”spiser” først, men i bund og grund er det indholdet af pakken der betyder noget. Sådan er det i hvert fald for mig. Og mht. indhold opdagede jeg, at jeg er voldsomt kræsen. Jeg har haft en indre dialog med mig selv om mine ”krav”, men blev enig med mig selv om at jeg altid hellere vil undvære end at nøjes. Mine veninder og familie har uafhængigt af hinanden sagt at jeg først ville finde en kæreste hvis jeg blev hovedkulds forelsket. Det bliver jeg ikke på datingsider eller på en walk and talk tur. Der skal lidt mere til.

Har i øvrigt meget sjældent været forelsket. Måske max 2 gange i mit liv. Jeg har været sammen med partnere jeg har elsket, men som jeg ikke har været forelsket i. Jeg tror ikke det er alle der oplever at blive forelsket. Det er så vild en følelse, som slet ikke kan beskrives, den skal mærkes.

Jeg havde egentlig affundet mig med at jeg havde det godt alene, og at det var fint. Så tog livet den berømte drejning. Pludselig derude i livet, møder jeg en. Helt tilfældigt på alle måder og med en kemi der slår gnister som bliver til en eksplosion. Endnu mere overvældende og ekstremt uventet. Ukompliceret, enestående og som et match made in Denmark. Samme energi, livsgnist, humor og alligevel forskellige. Rent faktisk har han alt hvad jeg kunne sætte tjek tegn ved, og så med ekstra glimmer på toppen og en stjernekaster oveni. Samtidig er han en type jeg aldrig havde swippet den rigtige vej ved, hvis jeg havde set ham på en dating app. Ret skræmmende egentlig, hvor mange gode ting vi misser ved at forholde os til vores egne begrænsninger og normer. Jeg skal blank indrømme at det er hans fortjeneste at vi ses. Han har virkelig gjort sig umage – på alle tænkelige punkter og så endda med kæmpe ekstra oveni.

Ironisk nok – kan vi begge takke vores besties for at have mødt hinanden.

Det er SÅ vildt og selvom det er meget nyt, føler jeg at jeg har vundet i det vildeste lotteri. Jeg ved også at jeg kan falde brat og at der ingen garantier er i livet. Men lige nu – lige præcis nu, har jeg ladet alle parader falde og bare være i det. Lige der, direkte fra højre – blev jeg ramt med 280 i timen! Det skete på den helt rigtige måde – for mig – derude i livet……….. Ekstremt overvældende og samtidig fuldstændig fantastisk.

Lige nu – elsker jeg alt – ved livets drejninger 😊

Kære mand (og kvinde)

Jeg så en artikel for et par dage siden. Om genåbningen og udendørsservering. Ikke at det skal handle om det, men mere om at det hovedsageligt var kvinder og endda single kvinder der dominerede caféerne. Hvor var mændene? Flere mænd havde kommenteret opslaget med at de gad sgu ikke leve op til alle de krav kvinderne stillede i dag, for ikke at tale om den MeeToo sag de kunne få påduttet sig og ikke mindst samtykke erklæring. Det er helt misforstået. Kvinder vil gerne begæres og føle sig eftertragtet. Det vil mænd helt sikkert også. Der er stor forskel på om en mand fløjter efter en kvinde, giver hende et kompliment og så på chefen der kører en hånd op ad armen imens han på en kælen måde roser hendes arbejde. Flirten og legen må ikke forsvinde. Det handler om at læse kropssprog og almindelig sund fornuft!

Det er vildt ærgerligt at mange mænd føler sig kastreret. At de har givet op. Det er også nemt i dag. Jeg kan selv se det på alle de dating sider der findes. Ja, jeg har været der – i meget kort tid. Hvor nemt det er bare at swipe den ene eller anden vej, hvis personen lige har de forkerte strømper på eller lign. Det gælder begge veje. Både mænd og kvinder. Mange gider ikke engang gøre sig umage med at skrive en tekst. Hvordan kan de så forvente at få en partner der værdsætter dig og dine værdier? Jagten er forsvundet. Det er blevet leverpostej med leverpostej på og så er det nemt at smutte så snart du hellere vil have agurk fremfor rødbede på leverpostejen. De færreste gider at gøre sig umage.

Der er KÆMPE forskel på mænd og kvinder. Hvis vi kunne finde genvejene til hinanden, så kunne det være jagten, lidenskaben og hverdagen med glimmer på, kan genskabes?

Jeg er single og mange af mine veninder er singler. Jeg kan selv godt forklare hvorfor jeg er single. Jeg har i alle mine tidligere forhold ”overtaget” rollen som deres ”mor”. De har haft trylleskab (tøjet forsvandt fra gulvet, blev vasket og lagt på plads), de havde et hjem der altid var rent, selvom de ikke selv gjorde rent, jeg fandt på sjove ting og tog initiativer, lavede mad, købte ind osv. Ingen brok herfra, for jeg skabte selv forholdene. Og det var fint, indtil jeg fik nok. Det har været en total skævvridning og jeg visnede fordi jeg ikke fik noget retur. Jeg sagde noget, men der skete ikke forandring. Jeg duer ikke til at visne og så gav jeg op. Måske jeg skulle have kæmpet mere, det ved jeg ikke. Ikke sagt at jeg ikke har fejl. Jeg duede bare ikke til at skulle være arbejdsgiver konstant.

Så her vil jeg komme med et par guldkorn til mændene:

  1. De fleste kvinder synes det er møgsexet hvis du tager initiativer. Det behøver ikke at koste noget særligt. Det kan være eksempel: En flaske vin og en pizza der indtages på stranden, reparere et eller andet der skulle laves uden at blive bedt om det. Plukke en vejbuket på vejen hjem eller købe nogle afskårne blomster i Aldi (de er billige), arrangere dem i hjemmet i vaser. Lav en lækker middag. Gør rent uden at blive bedt om det. Hæng det billede op hun gerne vil have, sæt håndtaget fast hvis det sidder løst osv. Vi er faktisk ret simple at gøre glade og overrasket og kære mand, det betaler sig. De fleste kvinder tænder på initiativ, overraskelser og gerninger.
  • Lad være med at komme med sjofle vittigheder og hentydninger. Det kan du gemme til dine mandlige kollegaer eller i omklædningsrummet til fodbold. Det tænder de fleste kvinder ikke på. De er ofte lidt mere kompliceret end det.
  • Vi ved godt at I skal roses. Det gør vi også gerne, det kan bare godt være anstrende at skulle gøre det hele tiden. Hvis du bl.a. har tømt opvaskemaskinen, så er det ikke sikkert du får ros hver gang.
  • Have at vide at de ser godt ud, når de har gjort noget ud af sig selv. Du skal selvfølgelig helst mene det.
  • Bryd ikke aftaler, det er et kæmpe turnoff og det viser du er ligeglad.
  • Lad være med at samle til bunke. Det gælder begge veje. Tal om tingene, så der ikke pludselig sker et vulkan udbrud.

Der skal selvfølgelig være interesser – fra begge sider. Hvis du er en af dem der giver for let op eller siger ”det er for besværligt”, så er chancen for at være single eller leve et leverpostejsliv ret stor.

Hvis du kommer hjem, åbner en øl og smækker fødderne op på sofabordet alt imens du råber ”hvornår skal vi æde”, så kan du ikke forvente at kvinden ter sig som en sexkilling på lagnet om aftenen. Siger det bare 😊

Jeg stiller krav til min fremtidige partner. Ja gu pokker gør jeg det. Ikke umenneskelige krav. Jeg gider ikke at nøjes og det skal være nogenlunde ligeværdigt. Jeg forventer dog ikke at han gør mere end mig, men jeg vil bestemt gøre mig ekstra umage hvis han også gør.

Og i bund og grund så tror jeg det er nøgleordet. At gøre sig umage. Engang imellem, men helst det meste af tiden. De færreste virksomheder vil have en doven medarbejder. Det samme vil en partner.

Mange kvinder kan selv det meste i dag. Det gør ikke manden undværllig. Slet ikke, tværtimod. Der er stadig forskellle på mænd og kvinder. Og manden kan shine på mange områder, ligeså kan kvinden. Det handler om at spille hinanden gode og ikke hakke og nedgøre hinanden.

De fleste mænd vil gerne have en kvinde der ser godt ud og som plejer sig selv. Det går også den anden vej. Her mener jeg ikke at mænd skal påføre sig ansigtsmasker, file negle osv. Mænd behøver ikke at stå som et suttet bolche, men almindelig hygiejne, deo og pleje af sig selv er at foretrække. Hvis du ridser gulvet med dine tånegle når du går, er det nok tid til at få dem klippet 😊 Der skal selvfølgelig være plads til at ”holde fri”, men er ret sikker på de fleste ved hvad jeg mener.

Så tænker du. Jamen kvinderne skal da også gøre noget. Jeg lover dig kære mand, at hvis du gør nogle af de her ting jævnligt for din kvinde, så får du tifold tilbage på alle fronter.

De fleste, både mænd og kvinder vil gerne begæres – på forskellig vis. Og nøgleordet er at gøre sig umage og tage initiativ. Ikke ”skal du have med kæppen” initiativ, men generelt i hverdagen. Spil hinanden gode.

Ofte vil mange mænd gerne have besked på hvad de skal lave. Det forstår jeg, men det er også den nemme løsning. Kvinder skal ikke agere arbejdsgiver for deres mænd/kærester.

Jeg er hverken parterapeut, coach eller kærlighedsengel, jeg kan blot se hvor skævt mænd og kvinder går af hinanden. Sænk nogle af paraderne, gør dig umage og lad være med at give op. Kommunikation er vejen frem og ikke at blive børnefornærmet. Hvis du har trådt i spinaten kan det være svært at komme tilbage på sporet. Eksempelvis utroskab. Nogle kan tilgive andre kan ikke. Måske her er det et svaret på at tingene er kørt af sporet og kommunikation har været fraværende.

Det kan ende med at give dig et fuldstændig fantastisk parforhold. Det skal blot gå begge veje <3

Leverpostej eller jomfruhummer?

Jeg har altid sagt at jeg ikke vil have et leverpostejsliv eller et leverpostejsforhold. Hermed ikke sagt at jeg ikke holder af hverdagen. Hverdagen er livets lim, der holder fast på det der er vigtigt. Hverdagen er skøn og hvis du gør dig umage, uden besvær, så bliver den fantastisk.

Nogle vælger at leve et leverpostejsliv. Med det, mener jeg et liv hvor den ene dag bare tager den anden. Flere end vi regner med, sover i hver deres soveværelse, kysser sjældent hinanden og hvis de gør så er det tantekys og uden nogen særlig form for kommunikation. Hvornår dødede lidenskaben? Hvornår blev det mere reglen end undtagelsen. Hvornår stoppede du med at gøre dig umage? Jeg ved godt at hver dag ikke kan være et kæmpe festfyrværkeri, men at leve i 5-20 år, i et “jeg nøjes” forhold, forstår jeg ikke. Måske også en af grundene til at jeg ikke har en kæreste? Jeg vil ikke nøjes og min partner skal ikke nøjes! Nogle undskylder det med at de har børn sammen, men børn er ikke dumme. De kan godt se om mor og far trives, er lykkelige og glade.

Hvis du sammenholder det med en arbejdsplads. Hvilken arbejdsgiver vil have ansatte som præsterer under middel eller ligefrem er ligeglad? Det vil de færreste. Hvorfor skal det så være sådan i et parforhold? Jeg er helt med at i medgang og modgang og alt det der, men når det så bliver ligegyldigt i så mange år, hvorfor så fortsætte? I flere tilfælde ender det med sidespring eller lign. og ikke at jeg overhovedet er fortaler for utroskab, så undrer det mig ikke. Det skulle have været stoppet inden, for utroskab, handler ofte om at der er noget der ikke fungerer og sandsynligvis ikke har gjort det længe. Her er kommunikation løsningen. Men flere og flere kommunikerer ikke.

Det er vigtig at gøre sig umage, for at “virksomheden” kører. Det behøver ikke at koste noget, andet end opmærksomhed og kommunikation.

Jeg har selv flere kuldsejlede forhold bag mig, mest af alt fordi jeg ikke vil leve et leverpostejsforhold, hvor kun den ene part bliver ved med at gøre sig umage og den anden læner sig tilbage og synes det er toppen. Ikke at sige, at jeg giver nemt op, for jeg er da også blevet i forhold i alt for mange år, end hvad der var sundt.

Vi skal spille hinanden gode. Vi skal løfte og anerkende hinanden. På samme måde som en virksomhed i vækst. Blomsterne skal vandes og vi skal være fælles om det. Den ene kan vande og den anden kan gøde, det behøver nødvendigvis ikke være ens.

Hvis du vander og gøder engang imellem, så visner planten ikke. Det samme med en virksomhed. Gør du en indsats, er arbejdsom, finder løsninger og gør dig umage, så vækster virksomheden. Lader du den passe sig selv og ignorerer dens signaler, så går den konkurs. Det er jo ikke raketvidenskab. Samtidig er det vigtigt at kommunikere og være ærlig. Fortælle hvad du har brug for og hvad du værdsætter. Det er jo ikke nogen gættekonkurrence og du kan ikke forvente at din partner er tankelæser og gør det, du selv forestiller dig inde i hovedet.

Jeg er ikke fan af leverpostejsliv eller leverpostejsforhold.

SSS (swipe, smaltalk og sex)

I gamle dage indrykkede folk kontaktannonce i ugeblade og aviser. Min mor og far fandt hinanden på den måde. Han var soldat i Gaza og min mor lå på sygehuset med opereret knæ. Hendes værelseskammerat lokkede hende til at skrive til ham, der senere blev min far. De har kendt hinanden i 60 år og været gift i 55. Det er beundringsværdigt. Min søster og svoger har også kendt hinanden fra gymnasietiden. Jeg er lidt det “sorte” får i familien, der brød rammen og blev skilt. Men jeg er glad – og det er vel i bund og grund det vigtigste 😁

Siden da har jeg IKKE været så heldig i kærligheds lotteriet. Min dømmekraft viste sig at være helt hen i vejret. Jeg lærte da i hvert fald hvad jeg ikke ville have. Desuden duer jeg ikke til leverpostejsforhold.

MEN det er nye tider. Jeg har været single i 3 år, og har været på under en håndfuld walk and talks uden den store kemi. Jeg er ikke bleg for at indrømme at jeg har været på Tinder, happn og Facebook dating. Dog meget kort tid på hver. Jeg har virkelig svært ved at navigere i det. Jeg sidder og swiper hovedsageligt på udseende og det føles som om jeg sidder og kigger i et udsalgskatalog.

Duer…..

Duer ikke……

Når det er personligheden/mennesket der er vigtig for mig, så er det edderbardyleme svært at swipe frem og tilbage. De der ikke havde skrevet (skriver havde, fordi jeg holder pause – måske for altid) noget på deres profil gjorde det endnu sværere. For mig er det vigtigt at gøre sig umage og det er en egenskab jeg også vil vægte højt i en fremtidig kæreste. Hvis der så ingenting står, så synes jeg ikke han har gjort sig umage (siger tante Møghe hahaha). Når der så var et match (og det kunne der være ret mange af på en dag), så kommer alle smaltalk beskederne. Det er jeg heller ikke god til 🙂 Og al den tid der bruges – og jeg efter 3-10 beskeder finder ud af at det ikke er et match, pyhhhhaaaa. Det gider jeg simpelthen ikke. Jeg ved godt at det tager tid at lære et andet menneske at kende. Men hvem har så mange timer i døgnet? Altså hvis der også skal være plads til andet. Jeg ved jeg er kræsen – mht. personlighed…… Jeg er ligeglad med hvad han arbejder med, men der skal gerne være noget imellem ørene, humor og initiativ. Det er egenskaber jeg selv synes jeg indeholder og det skulle gerne matche til en vis grad. Jeg vil ikke nøjes – bare for at kende en. Så vil jeg hellere være alene. Og det har jeg så været 3 år. Kemien skal også passe og det er åbenbart meget store krav jeg stiller 🙂

Hvad så? Endelig efter 3 år, er jeg klar til et parforhold. Det føles som at lede efter nålen i en høstak og jeg gider kun bruge tid på nogen der har indhold. Nogle vil synes det lyder arrogant, men vil alle ikke det. Bruge tid på mennesker der har indhold og er interessante. Tid er kostbar. Og så er der Corona……… Virkelig ikke nemt 🙂 Ved godt det er småting i forhold til de store udfordringer DK og resten af verden står midt i pt. 🙁

Har en tidligere kollega som jeg synes er vældig sød og underligt nok så har vi aldrig været kærester. Vi har kendt hinanden siden vi var først i 20’erne. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, for jeg tror egentlig at vi begge to altid har kunnet li’ hinanden…… Det bunder nok mest i at vi begge har været i forhold, forskudt af hinanden. Han måtte ellers godt komme og se min kunstsamling – Ahahahaha. Han ved godt hvem han er, er jeg ret sikker på.

Vi bliver flere og flere singler – hvorfor? Er vi for kræsne, leder efter det perfekte (det findes ikke), giver vi for hurtigt op? Magter vi ikke at skulle et eller flere fodboldhold igennem?

Og hvad sker der lige med det der “duer ikke” swipes. Jeg fik selv mega stress i løbet af 2 dage. Mest fordi jeg gerne ville svare alle på en ordentlig måde og ikke bare ignorere beskeder. Det synes jeg rent faktisk jeg skyldte dem, der har brugt tid på at skrive til mig. Selv de der “skal vi knalde” beskeder – tak men nej tak. Jeg er altså ikke snerpet – men han må godt indeholde lidt mere end det.

Jeg ved også hvad jeg selv står for og synes faktisk at mit katalog er fuld af god kvalitet, en enkelt K3er i form af en kronisk sygdom, som dog ikke fylder og kun er en lille del af mig. Og nu lyder det måske som om jeg er desperat – men hallo, efter 3 år alene og i en fremskreden alder – så kan det da også kun gå for langsomt, men jeg er ikke desperat 🙂

Så kære skytsengel 🙂 – send lige det rigtige mandfolk min vej, helst den sidste for livet, jeg lover det bliver en fest (hvad du sender ud, kommer tilbage i en eller anden form – karmaloven)

Was ist das?

Hvor er det vildt rørende at se hvordan Danmark står sammen i denne underlige tid. Hvordan hver især byder ind med forskellige ting. Helt uselvisk. Hvordan virksomheder lægger deres produktion om, for at producere værnemidler. Og ikke mindst enkel personer der tilbyder at købe ind for udsatte, gå tur med hunden eller lign. Nogle melder sig som personale hvis de har en sundheds faglig uddannelse. Andre synger for ældre i gårde eller lign. Det er SÅ lækkert. For vi kan allesammen byde ind med noget. Helt uselvisk.

Jeg går jo hjemme med min hund og ham taler jeg med….. Ahaha, ja det gør jeg faktisk og han kigger på mig med skævt hoved og jeg er sikker på at han forstår. Lidt ala stil med filmen Cast Away med Tom Hanks, hvor han taler med sin bold. Selvom jeg ikke er strandet på en øde ø, så føles det lidt som økuller. Dog kunne jeg ikke lade være med at bryde ud i latter da jeg forleden dag begyndte at gå at tale tysk det meste af dagen – til min hund. Was ist das für ein ding? Helt sikkert med ord der ikke findes på tysk, men med tysk accent…… Måske det hang sammen med at jeg afventede en pakke fra Tyskland? Nå, men Hugo forstod lige så fint Tysk som Dansk 🙂

Jeg tænkte meget over hvad jeg kunne byde ind med. Jeg er jo selv udsat, men noget må jeg kunne gøre. Jeg kan ikke synge (det ville tage livet af flere ældre end Corona). Heldigvis har jeg et par kreative hænder og hoved skruet på, så derfor gik jeg igang med at producere sten. Sten jeg kunne ligge ud på mine ture med Hugo. Som kunne skabe smil og glæde. Det blev både til “Det bliver godt igen” og “Kylle Kylle” sten. Meningen med stenene er at de samles op og beholdes eller gives til en du har kær eller blot passerer den, så den ligger der til den næste der kommer. Et kinderæg af muligheder. Indtil nu er det nok blevet til mellem 50-70 sten, som selvfølgelig er afsprittet inden. Flere er allerede lagt ud og der vil komme flere de næste dage. Jeg gør mig umage, vasker, maler og lakerer stenene. Selvom det “bare” er en sten, så vil en anden finde den og tage den med sig og så skal jeg have gjort mig umage. På den måde føler jeg lidt at jeg også byder ind med den smule jeg kan. For vi kan alle gøre et eller andet og det er så smukt at se hvor mange der gør en forskel for andre – selvom vi holder afstand. Tak for det!

Tak til sundheds personalet og ikke mindst tak til alle dem der sidder i butikkerne, som sørger for at vi kan få friske lækre varer hver dag.

Das war es einfach.

Lailasilke

Hysteri?

Må krybe til korset at jeg helt i starten af denne Corona virus mente at det var lidt hysterisk. Jeg blev dog hurtig klar over at det var mere alvorligt end som så.

Jeg er blevet meget klogere…….. Heldigvis.

Før Statsministeren “lukkede Danmark ned” i går, havde jeg lang tid før taget forholdsregler. Jeg har en teenager som har haft lungebetændelse i næsten 3 uger. En sjælden en af slagsen, som åbenbart er meget sejlivet og som kan tage 6 uger at komme sig over. Netop derfor vil mit unge menneske være i risikogruppen for de særligt udsatte, da Covid-19 er særlig hård for lungepatienter. Samtidig er jeg selv en af de udsatte, som kronisk syg.

Derfor har vi nærmest forskanset os herhjemme – ikke for at være hysteriske, men for at passe på hinanden, og ikke mindst sygehusvæsenet. Jeg skal selvfølgelig ud med hunden, men ellers kommer jeg ikke andre steder pt. Jeg har ikke engang være ude at købe ind, hvilket jeg bestemt kun er glad for, efter jeg har set hvordan folk er gået amok. Hvordan mennesker samles i hobetal for at sørge for sig selv, på trods af alle anbefalinger. Det er sådanne handlinger der skaber flere syge og sætter de svage i større risiko, eftersom der sandsynligvis vil komme flere smittede.

Jeg forskanser mig, fordi at jeg ikke vil have mit barn bliver syg eller selv bliver det, for den sags skyld. Sygehusvæsenet kan ikke rumme alle og derfor har vi alle et fælles ansvar. Samtidig har jeg et barn som er panisk angst for at jeg skal blive syg, så derfor har jeg også et ansvar – for ikke at blive det – hvis jeg kan. Jeg er helt rolig – og ikke panisk. Kun ansvarsbevidst.

Selvom jeg kan sidde måbende og se alle de der “skider” på alle foreskrifter og som samles i tusindvis for at få “nok”. Dem der kun tænker på sig selv, fremfor anbefalingerne og ikke mindst smitterisikoen de udsætter sig selv for, med chance for at smitte hele familien, så er der også solstrålerne. De historier der kan få tårene frem.

Dem der melder sig som “hjælpere”. Det kan være indkøb, hundeluftning, børnepasning, sågar amning af andres børn m.m. Til de der er i karantæne eller de udsatte, som passer på ikke at komme ud. En anden (også med sclerose), skrev at hendes veninde, som det første efter statsministerens tale i går, blot skrev en sms til hende “send mig din indkøbsliste” uden anden forklaring. Se det er sgu da næstekærlighed og Danmark når det er bedst.

Alle mister noget i det her. Nogle økonomisk, andre fysisk/mentalt, de fleste socialt, men vi er nødt til at stå sammen og løfte i flok. Jeg tror personligt ikke at 14 dage er nok, flere forskere forudser også et langvarrigt forløb, men vi er nødt til at være ansvarsbevidste og tænke os om. For kun på den måde, kan vi komme hurtigst muligt tilbage til den hverdag vi kender og holder af.

Som min kærlige veninde altid siger:

“Hold hovedet koldt – men hjertet varmt” 

Be safe and wise!

Kærligst Lailasilke

Grænser….

Jeg blev inspireret til at lave dette indlæg af en blogger jeg følger. Hun havde været ude for en ubehagelig oplevelse, som ikke var enestående i hendes liv.

HVIS DU ER SART, SÅ LÆS IKKE VIDERE.

I slut folkeskolen, da jeg var teenager og krop/sind begyndte at forandre sig startede min første oplevelse. Jeg havde været i bad en aften. Det var vinter, det sneede og blev hurtigt mørkt. Jeg kommer ud fra badet, slynger et håndklæde om mig og ser pludselig en hurtig skygge ude foran vinduet. Jeg løber ind til min far og siger at der var nogle ude foran vinduet. Han går hen og åbner havedøren, kigger ud i mørket og konstaterer at der ikke er nogen. Jeg vidste, at der var nogen, der stod og kiggede ind af vinduet. Næste morgen var der fodspor i den nyfaldne sne, i hele haven. En lukket have, som ikke lige var sådan at komme ind i. Der havde været mindst 2 personer som havde stået og kigget ind af vinduerne, mens jeg kom ud fra badet.

Da jeg var barn havde vi både haft en “stønner” og en vindueskigger. En der yndede at stå og kigge ind af vores badeværelses vindue, når min mor gik på toilettet. Og en der ringede og stønnede i telefonen, vel at mærke kun da min mor tog telefonen. Det stoppede den dag, min far nåede ud af døren, fik fat i manden (som i øvrigt boede længere nede af vejen og var familiefar) og fik blæst ham en midterskilning og fortalt at han blev meldt til politiet, hvis ikke det stoppede lige nu. Det gjorde det så. Altså stoppede.

Jeg oplevede så også en eller flere vindues kiggere og var ret sikker på at det var nogen fra min skole. Men hvem vidste jeg ikke og de næste par uger, skulle alle gardiner trækkes for og jeg følte mig utryg derhjemme når det var mørkt.

Da jeg var 16 år og min søster var under uddannelse som sygeplejerske og boede på kollegie i København, var jeg inde og besøge hende. Vi var i Tivoli og jeg købte en helium ballon, som jeg ville have med hjem til min kæreste. Jeg tog det sidste tog og skulle skifte på Vanløse Station. Da jeg står af på Vanløse Station er der helt menneske tomt. Bortset fra en skikkelse langt henne af perronen. Jeg sætter mig på en bænk, med min ballon og kan se skikkelsen nærme sig. Han har hætte på (det var faktisk på det tidspunkt “hættemanden” huserede). Han kommer helt hen til min bænk, hvorpå han siger “Nu skal du ikke blive bange”…… Lige her stopper jeg med at trække vejret og jeg stivner totalt. De der kender Vanløse Station, ved at der ikke er boliger eller andet lige i nærheden. Han stod imellem bænken og nedgangen til “friheden”. Han lyner sine bukser ned, hiver “dyret” frem og begynder at onanere. Han bliver færdig og har ramt både mine bukser og støvler. Han siger “Tusind tak for hjælpen” og begynder at gå. I det samme kommer mit tog. Jeg skynder mig ind i toget. Det er fyldt med unge mennesker der er beruset og flere unge mænd vil gerne i kontakt. Jeg sætter mig helt stiv af skræk og ignorerer deres kommentarer.

Jeg kommer hjem til min kæreste og fortæller om hændelsen. Inden da, havde jeg smidt mine bukser og støvler i containeren. Min kæreste begynder at grine fordi det lyder så syrerealistisk, men da jeg begynder at græde, kan han godt se at jeg var skræmt fra vid og sans.

Dagen efter tager jeg hjem til mine forældre. De kontakter politiet med det samme og de kommer hjem til dem for at afhøre mig. Politiet sagde at jeg bare skulle have grinet af ham, så var han nok forsvundet. “Nok” er bare ikke godt nok. Hvis vi havde været flere sammen, kunne jeg måske godt have været kæphøj og kommet med kommentarer, men jeg sidder der helt alene, 16 år og forsvarsløs. 3 måneder senere, bliver jeg kaldt ind til Fototeket, som er en afdeling i Københavns Politi, hvor de har “forbryder” album. Jeg er der i et par timer og sidder og “klikker” igennem det ene billede efter det andet. Lidt svært at definere en person med hætte, som jeg så for 3 måneder siden. Det var underligt, fordi der kom flere fotos af personer (fædre, brødre, onkler fra venner) jeg kendte……. Jeg kunne ikke definere ham som person andet end den beskrivelse jeg allerede havde givet. Han var ca. 175 cm høj, blå vindjakke med hætte, i 40erne, alm. af bygning og jeans. Sikkert en familiefar.

Jeg bliver 18 år og flytter til Østerbro med min kæreste. Jeg arbejder på Rådhuspladsen og cyklede på arbejde. Nogle gange gik jeg til/fra arbejde. En dag er jeg på vej hjem fra job. Jeg går ved kommunehospitalet på Østerbro og Botanisk Have på den anden side. Der holder en bil i tomgang. En nybagt mor med hendes barnevogn har lige passeret bilen. Jeg undrer mig over at der holder en bil i tomgang lige der og da jeg passerer den, kigger jeg ind i bilen. Der sidder en mand med en serviet rundt om sine ædlere dele, ude af bukserne og onanerer. Han bliver meget ivrig, da han ser at jeg kigger på ham, men jeg skynder mig at kigge væk og fortsætter. Jeg noterer ikke bilens reg. nr. og gør faktisk ikke mere ved det.

Jeg har haft flere episoder på arbejdspladser, med kollegaer eller chefer der har opført sig upassende. Ligeså har min mor, som i øvrigt er blevet voldtaget og forsøgt voldtaget mere end en gang.

Jeg påråber ikke #meetoo – men konstaterer blot at rigtig mange kvinder har sådanne oplevelser med i bagagen. Jeg har ligeledes været i et meget usundt parforhold, hvilket har gjort at jeg i en lang periode, var mistroisk overfor ALLE mænd. Heldigvis, sker der ofte det, at vi møder mænd som er helt ok. Som ved hvor grænsen går og som kan opveje at ikke alle mænd skæres over en kam.

Disse mænd hylder jeg idag!

Skål for *biiiiib*

Advarsel: hvis du er snerpet/sart, så læs ikke videre.

De fleste der kender mig, ved at jeg har været single i nogle år efterhånden. Før det var jeg i et rigtig lorteparfohold (citat; Magtens Korridorer) – Især de to sidste år af det. Et forhold, der fik mig til at tvivle på mig selv, mit værd og personlighed.

Det tager tid at restituere – at finde sig selv og ikke mindst få bygget sig selv op igen. Både så du står stærkt i din base, men også så du har noget at tilbyde en anden.

Det kommer jeg ikke nærmere ind på, for det er faktisk ikke det, indlægget handler om.

Sex er en af de basale ting, der bare skal fungere. Det er ikke noget der tales om, for mange synes det er et tabu. Det synes jeg ikke – altså jeg behøver ikke at høre detaljer, men synes da det er fedt hvis en veninde ringer og siger at hun har fået biiiiiiiiip. Mht. sex, så har det stået stille de sidste mange år og i mit parforhold (på 5 år) var det praktisk talt ikke eksisterende. Ikke pga. mig, men pga. min tidligere partner. Noget der også gjorde at følelsen af mindre værd blev forstærket. Bevares – jeg har haft en del muligheder mens jeg har været single, men jeg er kommet dertil, hvor det betyder ekstremt meget om det er en jeg klinger med i hovedet og ikke kun en lækker krop. For faktisk betyder det ikke så meget hvordan de ser ud, hvilke strømper de har på, men mere hvordan deres personlighed er. Jeg er MEGA kræsen – mht. kemi/personlighed. Jeg havde en kammerat, som jeg talte med ang. sex, hvorpå han sagde, du spørger sgu da bare en, og så er det ud igen næste morgen. Det kan jeg ikke – mere. Det er ikke kun det fysiske – der skal sgu være noget fælles intelligens /kemi, også selvom det ikke er en kommende kæreste.

Jeg har lige været på Vig festival med en flok veninder. Vi havde egentlig tænkt at det blev rigtig hyggeligt. Det blev det ikke! Det blev skide hamrende sjovt. Vi har ligget i sprit, så maven sveg og jeg rører næsten aldrig alkohol. Ikke fordi jeg er kedelig, men fordi jeg går ikke og pimper alene herhjemme.

At gå i byen, synes jeg faktisk er røv sygt. I hvert fald har de sidste par gange ikke været særlig sjovt. Total overfladisk og et stort kødmarked. Men på festivalen – 5 dage, hvor du rent faktisk lærer folk at kende – på alle måder. Både med tømmermænd og som morgen”grim”, med sorte tæer, når de skal på potten osv. Det er SÅ meget federe end ”hvad laver du så”.

Jeg har virkelig haft det sjovt med de piger jeg har været afsted med. Jeg var faktisk lidt udfordret inden. Mest fordi, at selvom jeg er et socialt menneske, så har jeg brug for at lade op. Og 5 dage, tæt sammen med så mange mennesker, var jeg faktisk meget udfordret på. Til og med at skulle bo sammen med 1 ud af 4 piger, jeg slet ikke kendte. Det kom jeg til. Faktisk var det hende og jeg der hang mest sammen. Vi havde det SÅ sjovt og blev kaldt karmaprinsesserne. Især de handicappede fik sig en oplevelse. Vi fik taget billeder på skødet af dem, byttede solbriller, dansede med dem med downs – og de elskede det! Ligeså gjorde vi. Ingen overflader, ingen filtre, bare ren kærlighed.

Samtidig gav vi high fives til alle der passerede os, gav dem en svingtur i armen – og dem der skulle stå på hovedet for at smile, blev faktisk omvendt og gik grinende derfra. Bevares, der var måske en enkelt eller to, der syntes vi var for meget, men det handler mere om dem, end om os. Vi spredte bare kærlighed og god energi. Stor hyldest til Master Fatman.

Et par aftner i træk mødte jeg et par meget pæne ret unge brødre. Vi havde det rigtig sjovt og de flirtede uhæmmet. Jeg var sikker på de havde lavet et væddemål om hvem der kunne score en ”Milf”, men det blev de faktisk lidt fornærmet over. Og egentlig er jeg ligeglad med om de havde. De var uhøjtidelige, selvom de lignede nogle fra forsiden af Euroman. Jeg blev fuld, det blev de også. Jeg nåede ikke at se en af de koncerter, jeg faktisk gerne ville se og en af pigerne tog en for holdet, da hun gerne ville hjem, lynede forteltet op, troede vi havde haft indbrud, indtil hun faktisk opdagede at de var en af brødrenes trøje der lå på græsset i forteltet. Hun lynede igen, tog tilbage til pladsen og jeg joinede senere, i en anden kjole, for jeg kunne ikke finde den jeg havde haft på…….. I øvrigt heller ikke mine trusser – AHAHA. Noget jeg ALDRIG ville gøre – jeg er slet ikke til ONS og slet ikke med så ung en mand. Men alder er kun et tal – det hele handler om kemi. Jeg havde en fest – og prøv at tænk på hvor mange års energi der har været indestængt! 😉 Godt han var ung…….. bortset fra at vi begge endte med at være ret fulde. Mange vil måske tænke, skrev hun ikke lige at der skulle være en fælles intelligens/kemi, men yngre mennesker kan faktisk have fede holdninger, følge med og være skarpe. Og ja jeg betragter faktisk mig selv som ret intelligent på mange måder – også selvom jeg er blondine 🙂

Som min datter sagde inden hun tog på ferie med sin far: ”Mor for fa’en – du er alene uden børn i 14 dage, nu må du se at komme lidt ud. Hvis altså ikke der er groet spindelvæv på dig” ?

Jeg syntes måske det var lidt pinligt dagen efter – men jeg havde jo bestemt ikke tvunget nogen til noget, alder er bare et tal, jeg har ingen partner, og ikke haft det længe og veninderne var meget støttende. Faktisk lavede de cocktails med pynt, satte vores ”specielle” ringspil (se billede) på bordet og udbragte en skål: Skål for pik ? Det kalder man sgu da veninder!!!!!

Jeg elsker jer <3 Nu vil jeg sove i et døgn 🙂

Bare tag en pille!

Lige nu kører der tusind tanker rundt indeni mig og jeg er trist og faktisk også total pissed! Bl.a. om hvor Danmark er på vej hen. Både menneskeligt og politisk. Danmark har rykket sig fra at være et varmt omsorgsland til at være et koldt behandlingsland. Fra næstekærlighed til menneskeforagt. Fra hjertelighed til mistro.

Aktuel episode. Jeg har et barn der har et dårligt søvnmønster. Sover let og meget uroligt. Jeg har lejet en kædedyne som har haft utrolig god effekt. Jeg har lejet den fordi den koster 8.500 kr. Jeg har søgt den som hjælpemiddel hos kommunen, eftersom vi har alle formalier i orden, til at den kunne bevilliges. Kommunen ringer til mig og jeg forklarer hvor god en effekt den har. Hun fortæller mig at jeg får afslag, fordi mit barn ikke har prøvet nok medicin i lang nok tid! Jeg var mildest talt i chok! Vi har prøvet noget medicin til mit barn, men efter 3 dage, blev både jeg, barn og læge enige om at der var for mange bivirkninger fremfor virkninger. Jeg ved godt at de færreste finder et lægemiddel i første hug som virker, men jeg så faktisk helst at mit barn ikke fik medicin, hvilket jeg arbejder på. Bl.a. med forskellige hjælpemidler. Men i Danmark skal børn fyldes med medicin før de kan få hjælp til hjælpemidler. Hvad sker der!!!! Det er jo sindsygt! Hvad nu hvis det var dét hjælpemiddel der gjorde at barnet var fri for at tage medicin (som der i øvrigt altid vil være en eller anden form for bivirkninger ved)? Så vil nogen sige, jamen så køb dog dynen selv. Det gjorde jeg også med glæde hvis jeg kunne. Lige nu lejer jeg den, fordi jeg ikke lige har 8.500 kr. Jeg tænker bare, hvis andre kan få den, med samme udfordringer, blot fordi de spiser en pille om dagen, så er der sgu da et eller andet galt!

Jeg kunne godt høre på sagsbehandleren at hun egentlig synes mit barn skulle have dynen, eftersom den har så god effekt, men fordi loven er sådan skruet sammen, at vi først skal fylde vores børn (eller os selv for den sags skyld) med medicin, før det kan vurderes om det kan bevilliges som et hjælpemiddel, så var hun bundet på hænder og fødder. For fanden Danmark – hvad sker der!!!!

Jeg oplever det jævnligt hos mig selv. At nogle syntes det er total hensynsløst at jeg ikke tager medicin for min sclerose. Men hey, jeg har haft de vildeste bivirkninger af sclerosemedicin og jeg har det meget bedre uden. “Jamen så er det også din egen skyld hvis du bliver mere syg” – øhhhhh say what. Jeg skal hellere gå dagligt og være mere syg af bivirkninger så? Det samme på kommunen. Hver eneste gang de henvender sig til mig, så bliver det konstant påpeget at der er jo ikke noget vi kan gøre for dig, fordi du ikke tager medicin! Jamen, så er det godt at jeg klarer det selv og har en god støtte i familien!

Medicinalindustrien har alle kortene på hånden, for gudhjælpemig om det skulle være muligt at få det bedre på andre måder end at tage en pille!

Det er sgu en ommer! Hvor er det et trist Danmark vi er ved at give videre til næste generation. Så vil nogle sige, jamen så husk hvor du sætter dit kryds……. Som om det gjorde nogen forskel, politikerne er fulde af varm luft og valgflæsk. Siger den bitre kone – der er skide sur over at hendes barn ikke kan få et hjælpemiddel – blot fordi det ikke fyldes med medicin!

FØJ!

Folkekær min bare røv!

For nogle dage siden hørte jeg den meget omdiskuterede dokumentar om “Hele Danmarks Ghita” på radio 24/7. Jeg var mildest talt chokeret. Der er utrolig mange der har skrevet om netop denne og jeg havde faktisk besluttet mig for ikke at kommentere på den. Men den er vokset og vokset i mig. Mest af alt fordi at der er utrolig mange der bakker Ghita Nørby op i måden hun opfører sig på overfor journalisten Iben Maria Zeuthen. Og at det er journalisten der er galt på den. Det pisser mig i den grad af. Hvem fanden har besluttet at nogle mennesker kan tillade sig at være ondskabsfulde og direkte ubehagelige overfor andre mennesker. Ghita bliver kaldt en diva og sådan skal man ikke opføre sig overfor en diva. Prøv at hør her. Det er en ung journalist der har forberedt sig. Hun har sendt hele agendaen til Ghita inden, som hun har accepteret. Hvordan fanden kan det give anledning til at hun bliver svinet til fra hun træder ind af døren. Er det så også i orden det Peter Madsen gjorde mod journalisten Kim Wall? Hvor går grænsen! Jeg græmmes!

Hvis ikke du har hørt den, så kan det nævnes at Ghita starter med at kritisere journalistens udstyr. Det være både mikrofon og høretelefoner. Herefter går hun over til at være yderst personlig på den ufede måde. Journalisten har brugt en måned på at forberede dette interview og sendt alle detaljer til Ghita Nørby. Bevares der kan måske siges noget om måden journalisten møder Ghita på, men hun er på ingen måde ubehagelig overfor hende. Det kan man bestemt ikke sige den anden vej. Undervejs bliver Ghita Nørby mere og mere personlig overfor Iben Maria Zeuthen og kalder hende både for dum og åndsvag. Hun laver grin med hendes udseende og hendes stemme. Hun underminerer fuldstændig journalistens selvværd. På et tidspunkt siger journalisten “jamen jeg er jo bange for dig Ghita” hvorpå det ligesom bare er mere benzin til hendes bål og hun fortsætter ufortrødent med hendes ondskabsfulde måde at være på.

Jeg tager hatten af for Iben Maria Zeuthen, at hun trods alt prøvede at gennemføre interviewet. Hele planen var måske også et dårligt setup, eftersom det skulle have været 7 timers nonstop interview. Det er måske lige meget nok at forvente af en dame oppe i årene. Hele forventnings afstemningen imellem de to slog fuldstændig fejl og der var så absolut heller ingen kemi.

Det der virkelig får mig til at krumme tæer, er at i de små sekvenser hvor Ghita Nørby ikke bruger tid på at nedgøre journalisten, der fortæller hun bl.a. om sin mor. Hvor dårligt et forhold hun har haft til sin mor. At hendes mor var ondskabsfuld og jaloux på hende. Og at hun ikke var et særligt rart menneske. Nej – men så falder æblet ikke langt fra stammen!

Ghita nævner også at det er få mennesker der er folkekære. Det er hun og hun nævner bl.a. Dirch Passer og Nikolaj Lie Kaas som folkekære personer. Det klinger hult i mine ører, når hun opfører sig sådan.

Da jeg var 14 år var jeg til prøvefilmning på Nordisk Film til en Dansk Spillefilm. Jeg kom ret langt og var blandt de sidste 20 ud af 600 unge mennesker til den her ene rolle. Jeg fik den ikke. Her mødte jeg bl.a. Tommy Kenter. Han var det mest usympatiske, selvhøjtidelige og arrogante menneske jeg havde mødt. Der kan man, som med Ghita, tale om personer der tromler andre ned og de gør det bevidst.

Hvis Ghita er ved at blive dement, kan hun på sin vis undskyldes. På samme måde med Prinsen, men igen skriver flere at det er sådan hun er (med fanfarer og tilråb). Hvad fanden sker der! Hvorfor fanden hyldes hun som det usympatiske menneske hun er. Hun kunne på en ordentlig måde have sagt, at det ikke passede hende, at deres kemi ikke klingede eller på anden måde have frasagt sig interviewet. Journalister er også mennesker. Ligesom telefon sælgere som også er skide irriterende. Men det er deres job. Det giver ikke nogen ret til at blive personlige og ondskabsfulde, når de blot passer deres job. Især ikke når hun selv har indvilliget i det. Hvad sker der Danmark! Hvorfor hylder i sådan en opførsel!? Hvad hvis det var dig der sad i stolen og blev talt sådan til?

Folkekær min bare røv! What the fuck! Sure gamle dame!

Thumbs up til Iben Maria Zeuthen – lad ikke usympatiske mennesker slukke dit lys!