Jeg har altid sagt at jeg ikke vil have et leverpostejsliv eller et leverpostejsforhold. Hermed ikke sagt at jeg ikke holder af hverdagen. Hverdagen er livets lim, der holder fast på det der er vigtigt. Hverdagen er skøn og hvis du gør dig umage, uden besvær, så bliver den fantastisk.
Nogle vælger at leve et leverpostejsliv. Med det, mener jeg et liv hvor den ene dag bare tager den anden. Flere end vi regner med, sover i hver deres soveværelse, kysser sjældent hinanden og hvis de gør så er det tantekys og uden nogen særlig form for kommunikation. Hvornår dødede lidenskaben? Hvornår blev det mere reglen end undtagelsen. Hvornår stoppede du med at gøre dig umage? Jeg ved godt at hver dag ikke kan være et kæmpe festfyrværkeri, men at leve i 5-20 år, i et “jeg nøjes” forhold, forstår jeg ikke. Måske også en af grundene til at jeg ikke har en kæreste? Jeg vil ikke nøjes og min partner skal ikke nøjes! Nogle undskylder det med at de har børn sammen, men børn er ikke dumme. De kan godt se om mor og far trives, er lykkelige og glade.
Hvis du sammenholder det med en arbejdsplads. Hvilken arbejdsgiver vil have ansatte som præsterer under middel eller ligefrem er ligeglad? Det vil de færreste. Hvorfor skal det så være sådan i et parforhold? Jeg er helt med at i medgang og modgang og alt det der, men når det så bliver ligegyldigt i så mange år, hvorfor så fortsætte? I flere tilfælde ender det med sidespring eller lign. og ikke at jeg overhovedet er fortaler for utroskab, så undrer det mig ikke. Det skulle have været stoppet inden, for utroskab, handler ofte om at der er noget der ikke fungerer og sandsynligvis ikke har gjort det længe. Her er kommunikation løsningen. Men flere og flere kommunikerer ikke.
Det er vigtig at gøre sig umage, for at “virksomheden” kører. Det behøver ikke at koste noget, andet end opmærksomhed og kommunikation.
Jeg har selv flere kuldsejlede forhold bag mig, mest af alt fordi jeg ikke vil leve et leverpostejsforhold, hvor kun den ene part bliver ved med at gøre sig umage og den anden læner sig tilbage og synes det er toppen. Ikke at sige, at jeg giver nemt op, for jeg er da også blevet i forhold i alt for mange år, end hvad der var sundt.
Vi skal spille hinanden gode. Vi skal løfte og anerkende hinanden. På samme måde som en virksomhed i vækst. Blomsterne skal vandes og vi skal være fælles om det. Den ene kan vande og den anden kan gøde, det behøver nødvendigvis ikke være ens.
Hvis du vander og gøder engang imellem, så visner planten ikke. Det samme med en virksomhed. Gør du en indsats, er arbejdsom, finder løsninger og gør dig umage, så vækster virksomheden. Lader du den passe sig selv og ignorerer dens signaler, så går den konkurs. Det er jo ikke raketvidenskab. Samtidig er det vigtigt at kommunikere og være ærlig. Fortælle hvad du har brug for og hvad du værdsætter. Det er jo ikke nogen gættekonkurrence og du kan ikke forvente at din partner er tankelæser og gør det, du selv forestiller dig inde i hovedet.
Jeg er ikke fan af leverpostejsliv eller leverpostejsforhold.
