Nyt hus – Lailasilkes tankespind

TAK fra mit hjerte!

Der har været stille på min blog en rum tid. Jeg har været gået “under jorden”. Alt overskud har været brugt på projekt hus. Et projekt der har haft en del flere overraskelser end hvad vi havde regnet med. Tætte venner og familie har vidst at jeg har været i live og har trukket vejret. Jeg har ikke haft det store overskud til andet end at prøve at komme på plads og lande på benene. Jeg har i perioder bare haft dage hvor jeg bare har haft brug for at være alene. På trods af alle de overraskelser der har været, føler jeg mig så rig.

Vi har boet her i halvanden måned og vi er allerede kommet rigtig langt. Der er mindst lige så lang vej igen, men der sker hele tiden noget og der kommer helt sikkert flere overraskelser. Vi vil helst bare ikke have flere sygehusbesøg. Det har været helt gal med elinstallationerne i huset. Så galt at vi alle har fået stød flere gange. Den ene gang gik det så galt at min søde kæreste røg på gulvet med muskelkramper og HPFI relæet slog fra. Så røg vi på akutafdelingen og til hjerteobservation…… Vi har fået så megen hjælp fra familie og venner, at rigdom kan måles på mange måder. Elektriker fra omgangskredsen er kommet i weekender og aftner for at gøre os trygge at bo her. Vores familier er troppet op fra tidlig morgen til sen aften igennem flere uger, med arbejdskraft og mad. Venner og veninder har været her for at hjælpe med at male, de steder hvor mine rystehænder/ben ikke slog til.

De har flyttet buske, gjort rent og meget, meget mere! En uvurderlig hjælp! Ikke nok med det, så brændte min bil sammen i søndags. Midt på Frederiksberg. Min livline (min højt elskede farmand) kom med det samme og fik trukket bilen hen et sted, hvor det var lovligt at holde. Så heldig jeg er at en ven i nøden har sit eget værksted, ville sørge for at bilen bliver hentet og kørt til hans værksted. Om den overlever, det vides ikke endnu. Selvom tingene ind imellem ramler og jeg hiver mig i håret og til tider kan tænke ”holder det aldrig op”, så er der hele tiden løsninger. Løsninger fra mine venner og familie som gang på gang tropper op, når vi står i kviksand. Jeg føler mig så heldig og rig. Rig på dem omkring mig som gør at jeg stadig kan smile på en regnvejrsdag. En kæreste, der forstår at ”spille mig god” og sørge for at holde humøret oppe og tage sin del af arbejdet! Tusind tak for jer alle – I ved selv hvem I er! I er grunden til at jeg stadig står oprejst!

Ingen kan se om jeg har undertøj på eller ej!

Jeg ved godt at jeg i mit tidligere indlæg skrev om flytning, men lige pt. er det det der fylder alt. Jeg er ved at blive skør af at gå rundt imellem flyttekasser som er stablet op, så der kun lige er en smal passage at bevæge sig igennem lejligheden på. Det positive er at der altid er faldunderlag, når jeg lige får trådt forkert eller ovenpå et eller andet der ligger på gulvet. Vi går og venter på at sælger ringer og siger at vi kan få nøglerne til vores nye hus. Næsten alt er pakket ned, så det er sin sag hvis man gerne vil have salt på sin æggemad, for hvilken kasse er der salt i….. Eller hvis man skærer sig som jeg gjorde i går, hvilken kasse er der plaster i. For ikke at tale om mit undertøj…. Ha, Ha,- Thorben synes det er fint at jeg render nøgen rundt som en forvirret kylling og leder efter undertøj… Men igen – ingen kan alligevel se om jeg har det på indenunder tøjet 🙂

Jeg har godt nok skrevet på kasserne hvad der er i, men ikke ned til mindste detalje. Og de står jo stablet. Der er f.eks. 10 kasser der står køkken på, og lige hvilken der er kommet salt i, er bare en jungle. Der skal pilles ned, gøres rent m.m., så lige nu føles det som at leve i en undtagelses tilstand. Ja, jeg ved godt at der er mange der har det værre end mig, og at det er et luksusproblem, men derfor kan det godt suge al energien ud af mig. Jeg prøver at oplade ind imellem. Ikke nok med at der er fysisk kaos, så har jeg haft en masse kaos med alt det praktiske. Der skal flyttes adresse (både til folkeregister og kommune), internet, tv-pakke, melde boligsikring fra, pensionsændring fra enlig til samlevende, forsikringer, advokat, bank, ejendomsmægler m.m. Det er ting alle skal igennem når de flytter, men i mit hoved er det bare voldsomt overvældende. Mit hoved har været ved at koge over, og “to-do” listerne er hobet sig op. Derudover er der alt det praktiske i flytningen.

Vi har heldigvis en fantastisk omgangskreds og familie, der har meldt sig på banen. Uden dem, gik det ikke! De løfter i flok og jeg er ovenud taknemmelig. Når vi så får nøglerne til huset, så starter en ny epoke. Med masser af praktiske projekter. En rum tid i byggerod og endnu mere flytterod venter. Men når lejlighederne er tømt, der er jo to af slagsen og tingene står i huset, så må det bare foregå i det tempo der nu byder sig. Det er nemt at sige nu, for de der kender mig, ved at jeg hader rod og derfor gerne vil på plads hurtigst muligt. Lige her må jeg bare øve mig i at sige pyt og tage tingene som de kommer. Det er også en god læringsproces. Jeg glæder mig nu bare til alt er overstået og vi kan åbne en kold flaske Asti imellem alle flyttekasserne i vores nye hus. Kom nu nøgler!

Jeg er et omvandrende maskingevær i brunst!

Kender I det? At skønne dejlige tanker kan dræne for energi?! Altså da jeg var på Haslev Sclerosehospital blev der lavet et energibarometer. Sort på hvidt. Det var genialt for mig. Jeg vidste godt hvad der tappede mig for energi og hvad der gav mig energi, men da det blev skrevet ned, blev det pludselig meget håndgribeligt. Jeg havde flere punkter der både gav energi og samtidig tappede mig for energi. Lige nu er jeg i proces huskøb. Huskøb som pludselig også sætter en masse tanker i gang om fremtiden.

Ok, vi skal have et hus i et plan. Ingen kælder eller 1. sal. Nogle dage har mine ben deres eget liv og så vil trapper ikke være en god løsning! Og hvad sker der i fremtiden. Åh, jeg hader det. Jeg vil bare gerne være i nuet. Lige nu og her – og nyde det jeg kan og har. Men så stor en investering gør at vi er nødt til at tænke på hvad der “KAN” ske. Der er ingen garantier, men der er heller ingen grund til at grave hullet større end nødvendigt. Det begrænser mulighederne. Der er mange skønne huse til salg – i 2 plan! Samtidig er vores økonomi ikke i mange millioner klassen. Det begrænser det endnu mere.

Vi har kigget hus et stykke tid og vi var faktisk nået så langt at vi havde skrevet under på et, som så i sidste minut røg til anden side. En hel uge efter var jeg helt fladmast! Den første dag skulle folk bare sige kuk til mig og så løb vandet over i øjnene. Selv vores søde advokat, blev nok lidt forskrækket, da mit følelsesudbrud kom i telefonen. Nu er vi kommet så langt at vi har fundet et hus der er meget bedre end det første. Et vi rigtig gerne vil have. Hos en rigtig god mægler, som jeg ved behandler os ordentligt! Jeg havde lovet mig selv at jeg ikke ville lade mig rive med på samme måde, som ved et første hus, for så vil jeg ikke blive så skuffet hvis det glipper.

Yeah right. Mig der har hele følelsesregistret overplastret på hele min krop. Det kommer ikke til at ske. Og så tænker jeg – og hvad så!? Hvorfor lægge låg på det jeg rigtig gerne vil? For at beskytte mig selv – ja. Men når nu følelserne alligevel finder hver en sprække, gør det så noget. Altså det gør det at jeg får fuld smæk for skillingerne mht. mit energi niveau. At jeg pt. er et omvandrende maskingevær i brunst blot uden ammunition. De der kender mig, ved at tålmodighed er en af mine absolut svageste sider. Jeg bliver tit udfordret på lige netop denne side. Det er godt og nogle gange er det bare F***ing belastende og går alt for langsomt. Jeg er nok ikke helt nem at leve sammen med. Hverken for mine børn eller partner. Det kræver at de tager initiativer, er nytænkende og er med på beatet, for ellers keeeder jeg mig og så bliver jeg SUR og ikke så sjov at være sammen med. Men knækkes koden, så er det er en fest med kulørte lamper, glade tilråb og dansen på bordene. Lige pt. er min tålmodighed i brunst 🙂