Jeg blev inspireret til at lave dette indlæg af en blogger jeg følger. Hun havde været ude for en ubehagelig oplevelse, som ikke var enestående i hendes liv.
HVIS DU ER SART, SÅ LÆS IKKE VIDERE.
I slut folkeskolen, da jeg var teenager og krop/sind begyndte at forandre sig startede min første oplevelse. Jeg havde været i bad en aften. Det var vinter, det sneede og blev hurtigt mørkt. Jeg kommer ud fra badet, slynger et håndklæde om mig og ser pludselig en hurtig skygge ude foran vinduet. Jeg løber ind til min far og siger at der var nogle ude foran vinduet. Han går hen og åbner havedøren, kigger ud i mørket og konstaterer at der ikke er nogen. Jeg vidste, at der var nogen, der stod og kiggede ind af vinduet. Næste morgen var der fodspor i den nyfaldne sne, i hele haven. En lukket have, som ikke lige var sådan at komme ind i. Der havde været mindst 2 personer som havde stået og kigget ind af vinduerne, mens jeg kom ud fra badet.
Da jeg var barn havde vi både haft en “stønner” og en vindueskigger. En der yndede at stå og kigge ind af vores badeværelses vindue, når min mor gik på toilettet. Og en der ringede og stønnede i telefonen, vel at mærke kun da min mor tog telefonen. Det stoppede den dag, min far nåede ud af døren, fik fat i manden (som i øvrigt boede længere nede af vejen og var familiefar) og fik blæst ham en midterskilning og fortalt at han blev meldt til politiet, hvis ikke det stoppede lige nu. Det gjorde det så. Altså stoppede.
Jeg oplevede så også en eller flere vindues kiggere og var ret sikker på at det var nogen fra min skole. Men hvem vidste jeg ikke og de næste par uger, skulle alle gardiner trækkes for og jeg følte mig utryg derhjemme når det var mørkt.
Da jeg var 16 år og min søster var under uddannelse som sygeplejerske og boede på kollegie i København, var jeg inde og besøge hende. Vi var i Tivoli og jeg købte en helium ballon, som jeg ville have med hjem til min kæreste. Jeg tog det sidste tog og skulle skifte på Vanløse Station. Da jeg står af på Vanløse Station er der helt menneske tomt. Bortset fra en skikkelse langt henne af perronen. Jeg sætter mig på en bænk, med min ballon og kan se skikkelsen nærme sig. Han har hætte på (det var faktisk på det tidspunkt “hættemanden” huserede). Han kommer helt hen til min bænk, hvorpå han siger “Nu skal du ikke blive bange”…… Lige her stopper jeg med at trække vejret og jeg stivner totalt. De der kender Vanløse Station, ved at der ikke er boliger eller andet lige i nærheden. Han stod imellem bænken og nedgangen til “friheden”. Han lyner sine bukser ned, hiver “dyret” frem og begynder at onanere. Han bliver færdig og har ramt både mine bukser og støvler. Han siger “Tusind tak for hjælpen” og begynder at gå. I det samme kommer mit tog. Jeg skynder mig ind i toget. Det er fyldt med unge mennesker der er beruset og flere unge mænd vil gerne i kontakt. Jeg sætter mig helt stiv af skræk og ignorerer deres kommentarer.
Jeg kommer hjem til min kæreste og fortæller om hændelsen. Inden da, havde jeg smidt mine bukser og støvler i containeren. Min kæreste begynder at grine fordi det lyder så syrerealistisk, men da jeg begynder at græde, kan han godt se at jeg var skræmt fra vid og sans.
Dagen efter tager jeg hjem til mine forældre. De kontakter politiet med det samme og de kommer hjem til dem for at afhøre mig. Politiet sagde at jeg bare skulle have grinet af ham, så var han nok forsvundet. “Nok” er bare ikke godt nok. Hvis vi havde været flere sammen, kunne jeg måske godt have været kæphøj og kommet med kommentarer, men jeg sidder der helt alene, 16 år og forsvarsløs. 3 måneder senere, bliver jeg kaldt ind til Fototeket, som er en afdeling i Københavns Politi, hvor de har “forbryder” album. Jeg er der i et par timer og sidder og “klikker” igennem det ene billede efter det andet. Lidt svært at definere en person med hætte, som jeg så for 3 måneder siden. Det var underligt, fordi der kom flere fotos af personer (fædre, brødre, onkler fra venner) jeg kendte……. Jeg kunne ikke definere ham som person andet end den beskrivelse jeg allerede havde givet. Han var ca. 175 cm høj, blå vindjakke med hætte, i 40erne, alm. af bygning og jeans. Sikkert en familiefar.
Jeg bliver 18 år og flytter til Østerbro med min kæreste. Jeg arbejder på Rådhuspladsen og cyklede på arbejde. Nogle gange gik jeg til/fra arbejde. En dag er jeg på vej hjem fra job. Jeg går ved kommunehospitalet på Østerbro og Botanisk Have på den anden side. Der holder en bil i tomgang. En nybagt mor med hendes barnevogn har lige passeret bilen. Jeg undrer mig over at der holder en bil i tomgang lige der og da jeg passerer den, kigger jeg ind i bilen. Der sidder en mand med en serviet rundt om sine ædlere dele, ude af bukserne og onanerer. Han bliver meget ivrig, da han ser at jeg kigger på ham, men jeg skynder mig at kigge væk og fortsætter. Jeg noterer ikke bilens reg. nr. og gør faktisk ikke mere ved det.
Jeg har haft flere episoder på arbejdspladser, med kollegaer eller chefer der har opført sig upassende. Ligeså har min mor, som i øvrigt er blevet voldtaget og forsøgt voldtaget mere end en gang.
Jeg påråber ikke #meetoo – men konstaterer blot at rigtig mange kvinder har sådanne oplevelser med i bagagen. Jeg har ligeledes været i et meget usundt parforhold, hvilket har gjort at jeg i en lang periode, var mistroisk overfor ALLE mænd. Heldigvis, sker der ofte det, at vi møder mænd som er helt ok. Som ved hvor grænsen går og som kan opveje at ikke alle mænd skæres over en kam.
Disse mænd hylder jeg idag!
