Lailasilkes tankespind

Jeg blev 50 år sidste år.

Jeg har aldrig haft nogen livskrise med min alder, endnu.
Lige efter jeg blev 50, skete der ting og sager med min krop. Jeg begyndte at få det meget varmt om natten. Jeg er ellers en rigtig frossenpind, men fra det ene øjeblik til det andet føltes det som om jeg sad i en meget varm sauna. Jeg vidste godt at jeg var i menopausealderen, men har ikke mærket noget til det, da jeg i mange år har haft hormon-spiral, hvilket har gjort at jeg ikke har haft menstruation.

Jeg husker at min mor også havde hedeture, da hun gik i overgangsalderen. At hendes briller pludselig duggede og hun måtte tørre sig i ansigtet med en klud.

Jeg har heldigvis meget sjældent hedeture om dagen (endnu) men det er udelukkende i perioder en nattelig gæst.

Efter jeg blev 50, begyndte jeg også at få forskellige skader. Lige pt. har jeg gået i 7 måneder med 3 forskellige skader på min krop, som er kommet af træning. Det har taget utrolig lang tid at komme over og jeg kæmper stadig med noget af det. Så vil nogle sige at så kan jeg bare lade være med at træne, men hvis ikke jeg træner mærker jeg med det samme den negative effekt på min sclerose, så for mig er det ikke et valg. Samtidig bliver vores krop også svagere med alderen, så træning er vigtig hvis du vil holde dig i form. Træning er en del af mit liv.

Min søvn er også udfordret og det er blevet værre med alderen. Jeg sover ofte mindre godt pga. min ADHD og Sclerose. Jeg er længe om at falde i søvn og nu hvor jeg er gået i overgangsalderen er søvnen endnu værre, eller mere mangel på samme. Det gør jo at energi niveauet ikke er det samme og overskuddet i perioder kan være minimal, pga. manglende restitution. Søvn er rigtig vigtig for den daglige eksistens.

Jeg må indrømme at jeg ikke vidste ret meget om overgangsalderen. Jeg havde nu heller ikke selv opsøgt det. Jeg vidste det med hedeturene, men ellers var jeg blank. Heldigvis er der i de seneste år sat mere fokus på det. Jeg hørte i et interview at en kvinde sagde at hvis det var mænd der kom i overgangsalderen, så ville et helt artilleri blive sat ind, indtil der fandtes en løsning. Ikke at jeg på nogen måde skal blive sexistisk, for jeg ved godt at mænd også kommer i en form for overgangsalder, tror dog ikke at det på nogen måde kan sammenlignes, uden at det skal være en konkurrence.

Jeg har/havde jo de her skader, så jeg har været forskellige behandlinger igennem og havner til sidst hos en Reumatolog som får mig MR scannet. Den viser nogle ret seriøse skader og jeg må ikke træne i en periode. Det er lige som at sætte et hamster i et hjul og sige at den ikke må løbe rundt. Det var sundt for mig. At give mig selv og min krop lidt ro. Det kan også noget, kan jeg se efterfølgende.

Dog opdagede jeg at jeg blev sådan lidt deprimeret, følte jeg var i en osteklokke, handlingslammet, nedtrykt m.m. Tænkte at det var min frustration over ikke at kunne træne. Noget jeg ikke sagde højt, for det var så fundamentalt anderledes end jeg er. Jeg kunne have følelsen af at hvis nogen prikkede til mig, så løb mine øjne over. Jeg holdte det for mig selv – og blev i min egen selvpineri. Det fortsatte dog da jeg endelig fik lov at træne igen?! Hvorfor gjorde det det? Hvad fanden sker der?

Lige indtil jeg skulle på tur med min veninde. I bilen kom vi ind på forskellige emner ang. hendes overgangsalder, og da hun nævnte at hendes humør var udfordret, så stod tårerne på spring. DER var årsagen til hvorfor jeg havde sådan en uforklarlig tristhed. Det var sgu da den lede satan af en overgangsalder. Det var SÅ befriende at blive bevist om. En kæmpe lettelse og gjorde faktisk at det var meget nemmere at deale med.

Jeg har ikke talt ret meget med andre om denne fase. Er det et tabu, eller er det bare uinteressant? Jeg er ikke fortaler for at vi dyrker dårligdomme, men overgangsalderen er noget halvdelen af jordens befolkning skal igennem. Hvorfor ikke dele vores erfaringer og succeser med hinanden? Jeg deler gerne ud af det jeg ved og oplever. I skrivende stund er det dog “kun” periodiske hedeture, træthed pga. dårlig søvn, hjernetåge, galoperende hjertebanken og humøret der ind imellem kan være melankolsk. Jeg må så sige at jeg også i skrivende stund sætter mig mere og mere ind i hvad jeg også kan risikere at løbe ind i, i denne fase. Det er noget med tørre slimhinder, ændret stofskifte, nedsat knogletæthed, ledsmerter, ændring i hud og hår, humørsvingninger m.m.

Jeg er ikke flov eller pinlig over at være i overgangsalderen. Det er en del af den kvindelige livsfase, som ALLE kvinder skal igennem, hvis de kommer til 50erne (nogle før). Når jeg nævner at jeg er i overgangsalderen, så skiftes emnet meget hurtigt. Lige som om det er et tabu, der ikke tales om. Er kvinders overgangsalder et tabu? Det er da så langt ude hvis det er tabubelagt, da det er en helt naturlig proces på linje med at gå i puberteten.

Jeg tænker dagligt på min køretur med min veninde, hvor vigtig den/hun var og er for mig. Jeg har kæmpe respekt for hende og hun har mange gange gjort en kæmpe forskel for mig – også denne gang. Jeg troede jeg var ved at blive skør og sikke en lettelse at vi fik delt hvad overgangsalderen også kan være. Hun er min go to, når jeg bliver i tvivl om hvad der er hvad.

Lad os huske at tale med hinanden – også om livsforandringer!

OVERGANGSALDER…….

Jeg har i mange år eksperimenteret med forskellige tiltag i forhold til min sundhed. Det har jeg gjort på egen hånd uden nogen form for lægelig eller anden sundhedsfaglig tilgang. Jeg ved at jeg har ansvaret for mig selv og min sundhed og det der virker for andre virker nødvendigvis ikke for mig. Det har taget mig mange år og jeg eksperimenterer stadig.

Jeg træner og er kontinuerlig med min træning. Dog har jeg indimellem forskellige skader/udfordringer, som gør at jeg må træne andre former end jeg er vant til. Men træningen bliver holdt ved lige, nogle gange 4-5 gange om ugen, men oftest ender det på 3-4 gange. Det vigtigste er at lave noget der er sjovt og som giver sved på panden. Her er jeg blevet helt vild med cross-fit. Desværre har jeg pt. en forstuvet fod og en muskelspænding i ryggen som ikke gør det muligt, men min fys arbejder på det. Så må jeg træne noget andet, hvor hop/løb ikke er en del af det.

Mht. kost, så er det en hvepserede at stikke hånden ned i. Jeg har i mange år levet uden at spise svinekød og oksekød. Dog kan jeg ind imellem godt spise oksekød (max en gang om måneden), hvis det er det der bliver serveret når jeg er ude. Jeg har også i flere år, skåret gluten, mælkeprodukter og stivelse (ris, pasta, kartofler) fra. Nogle vil måske mene at det er et meget snævert kostprogram jeg kører, men det er en farverig og fuldstændig fantastisk verden at begive sig ind i. Jeg deltog for år tilbage på 4 x 4 ugers antiinflamatorisk forløb, med opskrifter, indkøbslister m.m. Det var meget stringent og her skar jeg alt væk. Kaffe, alkohol, sukker, næsten ingen kød m.m. Jeg tabte også meget hurtigt 13 kg. Sådan kan de fleste ikke leve altid. Nu har jeg fundet en vej der hedder 80/20. Dvs. at jeg lever 80% antiinflamatorisk, men tillader mig selv et par kopper kaffe om dagen og vin i weekenderne. Samtidig er det sådan at når jeg er ude, så spiser jeg det der bliver serveret. Prøver så bare at tage mere grønt og undgå nogle ting. Jeg dør jo ikke af at spise svin/okse/gluten/stivelse, min krop reagerer bare på det – og det prøver jeg så vidt muligt at undgå.

Min kæreste har en vægt der kan måle fedtprocent, indre fedt m.m. Her ligger jeg indenfor normal området. Jeg kan dog mærke efter at jeg er ved at gå i overgangsalderen, så forandrer min krop sig. Og ikke til det bedre…… Jeg sover dårligere, og der lagrer sig fedt steder, hvor det ikke skal være (heldigvis ikke indre fedt)!

Så derfor opsøgte jeg en Biopat.

Jeg spiser kosttilskud, men ved de fleste egentlig hvad de har brug for? Jeg troede jeg vidste hvad jeg havde brug for, men blev så meget klogere. Meget af det jeg spiste, var lige til at smide i skraldespanden……. Det kunne min krop slet ikke optage, så det var bare penge ud i toilettet. Nu skal det lige nævnes at den Biopat jeg var hos ikke selv sælger eller tjener penge på kosttilskud. Derfor var jeg også tryg ved at hun ikke bare prøvede at “lokke” mig til at købe alt muligt hos hende.

Min kost havde hun ikke meget at sætte en finger på. Bortset fra min “go too”: cola uden sukker og at jeg fik for lidt protein. Jeg vidste det godt, altså det med cola. Nogle gange skal du bare have et vink med en vognstang og det fik jeg her. Jeg har ikke drukket cola siden. Og så drak jeg ALT for lidt vand. Desuden var der lidt småjusteringer, men alt i alt var det meste fint, mit immunforsvar var toptunet (hvilket faktisk kom som en overraskelse).

Den store bombe var at min krop var stresset! Max stresset. Oh yes, det kom ikke som den store overraskelse alligevel. Jeg skal tage flere pauser og slappe mere af……. Det er ikke helt nemt med en ADHD og en hjerne der kører på højtryk konstant. Jeg har svært ved at falde i søvn og nogle nætter sover jeg ikke meget….. IKKE godt.

SÅ nu, efter at have været hos Biopat (og en ret dygtig en af slagsen), har jeg fået tilpasset hvilke vitaminer jeg mangler (mineraler er fjong), de er indkøbt og jeg har fået masser af mere viden med i værktøjskassen, så nu er det igen mit eget “arbejde”.

Om 6 uger skal jeg til opfølgende samtale og her ser mine tal forhåbentlig bedre ud.

Jeg kan kun anbefale at opsøge en Biopat, hvis du er det mindste i tvivl om du får de tilskud du mangler og få justeret din sundhed. Dog vil jeg sige at hvis ikke du er villig til at lave de ændringer, som dine tal/krop fortæller dig, så er det spild af penge.

Jeg kan allerede mærke en forandring og det er på blot 2 dage………

Mine venskaber er rigtig vigtige. Det er vigtigt at vedligeholde dem og gøre mig umage. Hermed skal det lige siges at jeg selv ofte ikke er den bedste til at huske at lave aftaler for at ses og pludselig kan der være gået flere måneder.

Det er det der sker når livet bare kører derud af. Heldigvis er det sådan med mine venskaber at uanset om vi har set hinanden for et par dage siden eller der er gået måneder, så er det som om vi klikker sammen som lego klodser med det samme. Det er essensen af rigtige venskaber for mig. At der ikke er en fast drejebog.

Da jeg var ung havde jeg perifere eller sporadiske venskaber. Jeg har aldrig haft et tæt venskab der har fulgt mig hele livet. Det handler sikkert mest om mig selv, jeg kunne godt være reserveret og ikke dele ud af mit inderste og derfor lukkede jeg nok ikke ret mange ind. Til tider fik jeg at vide at jeg var arrogant, hvilket er et adjektiv som jeg synes passer meget dårligt på mig.

Mit første rigtige venskab fik jeg først som “voksen”. Jeg har sidste år fejret sølvbryllup med en veninde, som er det længste venskab jeg har. Det har helt sikkert været hendes fortjeneste, fordi jeg ofte er flyvsk og “glemmer” tiden og hun har været god til at holde fast og få sat datoer! Det er faktisk generelt mine skønne venskaber der er gode til at holde mig “i snor”. Ikke fordi jeg glemmer dem, men fordi at jeg tager en dag ad gangen og pludselig er der gået flere måneder. Jeg er dog blevet bedre de sidste 5 år, hvis jeg selv skal sige det 🙂

Jeg har meget forskellige venskaber, men fælles for dem alle er at vi udveksler og bidrager til hinanden. På forskellige måder. En taler jeg med næsten dagligt, flere sender jeg ofte sms’er med og ofte er vi gode til at ses uden at der gået ALT for lang tid. Der er også plads til det hele. Grin, sorg, alvor, fjol m.m. Der skal være plads til det hele!

Venskaber er livets valg. Et tilvalg vi vælger i vores liv. For mig er de ekstrem vigtige, de kræver også vedligehold, ellers visner de, som alt andet. Ind imellem skal jeg huske at pleje dem, men heldigvis ved de fleste at de blot skal give et “pip” så er jeg der! Hvis du gerne vil have gode venskaber, så kræver det tid, vedligehold og kærlighed. Lige som med alt andet.

Jeg føler mig meget heldig – også med mine venskaber!

I dag ringede min kæreste over messenger video. Han stod i Lidl, som ikke er hans normale indkøbssted. Hvorfor han var lige der, kræver en forklaring.

Noget der måske ikke tales om, men som jeg tænker at mange kvinder oplever, så hermed gives tippet videre.

Anden gang jeg kom på besøg hos min dengang nye kæreste havde jeg en hel pakke toiletpapir med. Da jeg ankommer med min rejsetaske og en pakke toiletpapir under armen, kigger han undrende på mig og måske også lidt underligt. Han kunne tro at jeg led af kronisk diarre. Jeg har altså masser af toiletpapir udbryder han. Det vidste jeg godt, men som mange piger sikkert ved, så er der forskel på det. Pris og kvalitet hænger ikke altid sammen. Noget toiletpapir fnulrer og det er ikke just lækkert og behageligt at rende rundt med toiletpapir i en kvindes nedre dele når vi har tisset.

I dag ringede han så fra Lidl med kamera på, for at sikre sig at han købte det rigtige og det er da fuldblods kærlighed og viser også at han gør sig umage. Det er bare toiletpapir, men eftersom han ved at det kan være et issue (også et tip til andre mænd, som måske ikke tænker over at det ikke er så lækkert at have rester af toiletpapir sidende som kvinde og ikke mindst endnu mere usexet hvis man skal være nøgne sammen og der så er uventet besøg af rester af toiletpapir). Så jeg har fundet det bedste efter min mening i Lidl. Floralys -soft and strong. Den findes også i 4-lags, men den er ikke lige så stærk. Det gør hverdagen bedre og helt klar mere sexet, at have det rigtige toiletpair, som ikke fnulrer i tissekonen 🙂

Blot et tip herfra – og Jeg ELSKER min kæreste, fordi han også tænker på de små ting!

Mange har forskellige meninger om SOME. Nogle bruger det flittigt og deler meget om deres liv og hverdag, andre deler mindre, nogle vælger blot at følge med på sidelinjen og nogle vælger det helt fra. Nogle mener de har ytringspligt og bruger SOME til at komme af med deres indre dæmoner på skrift. Det er virkelig en skidt tendens og i stedet for at scrolle videre, er der nogle der har behov for at svine andre mennesker til på groveste vis, uden tanke på at der sidder en modtager på den anden side.

Jeg tænker da bestemt over hvad jeg deler. Jeg har været en mere ivrig deler end jeg er nu, men nyder faktisk at kunne følge med i mine venners liv via SOME. Især da vi alle kun har 24 timer i døgnet og ikke kan se alle så ofte vi måske gerne ville.

Jeg er også ret åben omkring min sygdom og det har været vigtigt for mig at det ikke bliver tabubelagt. At der bliver mere viden, eftersom jeg tit og ofte får svaret ”Gud har du sclerose, så kommer du da til at sidde i kørestol” eller ”Gud har du ADHD, har du haft det svært i skolen og de der har ADHD er da mindre intelligente”. Der findes så mange misforståede holdninger til diagnoser, som jeg synes er vigtige at bryde op med.

Ikke alle med sclerose ender i en kørestol. Nogle gør, men mange gør ikke. Jeg har selv rejst mig fra den, så det kan rent faktisk også gå den anden vej. Ja, det er en kronisk, uhelbredelig sygdom, men det er ikke det samme som at mennesker med sclerose, har den ene fod i graven.

Mennesker med ADHD kan have koncentrationsbesvær og andre udfordringer, men det er ikke det samme som de er uintelligente. Faktisk viser forskning at mennesker med ADHD har en mere kreativ hjerne og tankegang. Jeg har ikke den højeste uddannelse, men er blevet lederuddannet i Københavns Lufthavn hvor jeg har siddet med flere tusinde ansatte. Samtidig betegner jeg mig som praktisk intelligent, det har jeg via mine forældre. Jeg ser en løsning i alt og ofte en meget kreativ løsning. Jeg er ekstrem god til at brainstorme og mit hoved er fyldt med idéer. Det kan jeg helt sikkert takke min ADHD for. Jeg havde egentlig ikke som sådan behov for at få stillet diagnosen, for jeg havde ikke planer om at få medicin herfor. Men det var vigtigt for min søn, som kunne hænge sin hat på den knage, at han har det fra sin mor. Diagnose eller ej, så er vi jo stadig de samme mennesker.

Da jeg så for 3 uger siden fik konstateret modermærkekræft, var min holdning at det holdte jeg for mig selv. Min mor har haft det og har fået fjernet en kæmpe bid af sit venstre lår. Så jeg har altid været opmærksom og fået fjernet mange ufarlige pletter igennem livet. Den her sad på ryggen. Et sted jeg ikke ser, men kunne mærke at den var ujævn. Samtidig er det meste af min ryg dækket at en tatovering, så det er nok ikke så nemt at opdage. Det var faktisk Alex, min kæreste, der sagde at den skulle jeg gå til lægen med. Ja, Ja tænkte jeg, men næste morgen, bad han mig ringe til lægen. En time efter stod jeg hos lægen og så gik det stærkt. Jeg kom hurtigt i et kræftpakke forløb og i løbet af meget få dage, var jeg igennem første operation. Da det viste sig at være ondartet, skulle jeg igennem en operation mere, hvor de skulle gå dybere og bredere.
Jeg skulle have alt tøjet af pånær trusser, så de kunne tjekke min lymfer og pletter. Den ene kirurg (på 29 år) startede med at sige ”Du er godt nok mager” hvorpå den anden kirurg (på 32 år), rettede ham og sagde slank 😊. Følte mig lidt som på et slagteri. 2 kirurger var i gang mens jeg lå på maven og jeg kunne selvfølgelig høre hvad de sagde. ”Hold lige lidt mere op i kødkrogen. Klip lidt med saksen, skær 90 grader med skalpellen”. De gik til musklen på ryggen og syede mig godt sammen. I går blev jeg erklæret kræftfri og glæder mig til at stingene kan fjernes.

Hvorfor vælger jeg alligevel at dele det. Fordi at selvom min mor har haft det, så følte jeg mig alligevel alene. Jeg nævnte det for mine tætteste veninder og fandt faktisk ud af at en af dem havde været igennem det samme. Det ville jeg faktisk godt have vidst, for så havde jeg en veninde at ”sparre” med. Jeg ved at jeg har været til inspiration for mange med sclerose, især de nye med diagnose, fordi jeg har været åben og helt ærlig. Fortalt hvordan jeg takler livet, hvordan jeg lever og jeg er faktisk blevet kontaktet af rigtig, rigtig mange privat for at få råd og vejledning. Jeg er ikke læge, men jeg er ekspert i min egen sygdom. Jeg ved hvordan det er at leve med det og det gør lægen/neurologen ikke. Hvad der fungerer for mig og som måske også kan hjælpe andre.

Derfor var det faktisk vigtigt for mig at dele. At gøre opmærksom på at det er vigtigt at tjekke dig selv og dine kære. Når tingene bliver opdaget i tide, så er chancen for at forløbet bliver kort og forholdsvis uproblematisk. At ingen skal stå alene og ikke mindst alle de tabuer der er omkring sygdom – de skal brydes.

Alt er godt – jeg er glad – jeg har den dejligste kæreste og livet er fantastisk! Pas på dig selv og dine kære!

Kærlighedsglimmer fra Lailasilke!

Egentlig var min plan ikke at gøre et stort nummer ud af min nylige diagnose. Det er det stadig. Altså ikke at gøre et stort nummer ud af det. Samtidig er det ikke nogen hemmelighed og der faldt også en masse ting på plads. Jeg kan ind imellem køre i et højt gear. Ikke mindst, så står min hjerne aldrig stille. Der er altid en 7 sporet motorvej af idéer, tanker (overtænkning), brainstorming, politik, dybe tanker om livet m.m. Min hjerne kører konstant og ofte i en stor pærevælling.

For et halvt års tid siden var jeg hos psykiater. En meget venlig og kompetent en af slagsen. Et besøg jeg egentlig ikke selv havde behov for, men fordi min søn blev udredt for et par år siden (lige inden Corona) og fik diagnosen ADHD, så var hans ønske at jeg og hans far også blev udredt. Under hans udredning og alle de møder og samtaler vi gik til, kunne jeg godt se mange sammenfald. På forskellige måder. Da jeg var barn havde jeg ti raketter i rø… og der var kun tænd/sluk knap på mig. Enten var jeg i fuld gang ellers så sov jeg. Dengang hed det damp og jeg var uden tvivl et damplokomotiv i fuld fart.

For at støtte min søn og hans behov for evt. at kunne hænge hans kasket med ADHD på en knage, så fik jeg en henvisning til en psykiater. ADHD er arveligt, 80-90%. Allerede ved første besøg, hans spørgsmål, test, var der vist ingen tvivl at jeg også lå der. Efterfølgende fik jeg lavet flere forskellige test, en DIVA test og den slog klart ud. Fik så de ekstra bogstaver på min lægejournal, ikke for min skyld, men for at min søn fik en knage at hænge sine bogstaver på.

Jeg har ikke behov for medicin og som psykiateren sagde, så fungerer jeg godt og har på den hårde måde selv lært mig værktøjer til at håndtere min uopdagede ADHD på. For mig betyder det ikke en skid hvor mange diagnoser jeg får stillet og med hvor mange bogstaver. Det ændrer mig ikke som menneske og jeg er faktisk ret godt tilfreds med hvem jeg er. Jeg har været god i skolen, haft nogle gode stillinger, også leder stillinger og jeg er ret sikker på at den uopdagede ADHD diagnose jeg nu har fået, har hjulpet mig igennem de udfordringer jeg ellers har været stillet i livet.

Dog tænker jeg nogle gange, hvordan det mon føles for andre der ikke har en hjerne der er på overarbejde konstant. Jonas, min psykiater, var ret forundret over at jeg ikke havde prøvet noget af min søns ADHD medicin. Vi har været hele medicinal spekteret igennem med ham, men han tåler medicin lige så dårligt som jeg, så jeg har skuffen fuld af ADHD medicin, som har givet for mange bivirkninger. Jeg er ikke overbevist om at medicin er vejen frem – i hvert fald ikke for os.

Nu fik jeg så endnu en diagnose med en masse bogstaver – og selv om mange siger Alle Drenge Har Det (ADHD), så er der altså også ligestilling her 😊

Der faldt mange ting på plads. Jeg er ikke så god til at pakke ting ind i ”cellofan og gavebånd”, jeg er ret direkte og nogle vil nok sige at jeg ikke har noget filter. Det har jeg måske heller ikke, men de fleste er ikke i tvivl om at jeg siger min mening, nogle gange ret direkte. Selvom jeg er ret fuld af farver, er der områder hvor jeg er ret sort/hvid.

Så hurra for de nye bogstaver, de betyder ingenting, jeg er stadig den samme, bare lidt mere oplyst, bevidst og har fundet forklaringen på en hjerne der kører på højtryk konstant 😊

Sidder du samme sted ved bordet? Laver du kaffe i samme kop? Spiser du kun slik om fredagen?

Vi får alle sammen tilegnet os nogle vaner. Vaner er ikke dårlige, de kan bare være med til at hverdagen bliver en trædemølle. At hverdagen bare skal ”overstås” så det kan blive weekend.

Jeg har altid været lidt af en rebel. Ikke for at være på tværs, jeg kan bare godt lide at gøre tingene anderledes, end hvad der forventes. Hvis du kommer til et kursus (som eksempelvis varer over flere dage), så har alle tendens til at sætte sig på samme plads som de sad første dag. Eller hvis du er til yoga, så ligger de faste samme sted. Hvis du prøver at sætte dig et andet sted (det gør jeg ofte 😊), så skal du se panikken brede sig. For nu sidder der en anden på ”deres” plads! På dette punkt er mange vanedyr. Jeg selv gør det da også ind imellem!

Nogle gange er det rigtig sundt at bryde sine faste vaner. Her mener jeg ikke at du skal knalde med naboen i stedet for din mand/kvinde (pånær hvis det er aftalt 😉), men alle de små ting. Tag en danskvand i stedet for alm. vand og servér det i et vinglas. Dæk bord med pæne servietter. Spis fredagsslik om tirsdagen. Elsk med din mand på forskellige dage/tidspunkter (der er seriøst nogle der har skemalagt sex! Det troede jeg var løgn! Ikke at jeg hiver fordomme op af hatten, men tænker at det fjerner AL passion). Tag aften kaffen/theen med og se solnedgangen. Hop ud og dans i regnen. Send et quote der lige passer på din ven/veninde og fortæl dem hvor vigtige de er. Husk dit indre barn og giv den gas på legepladsen (mine unger hader mig for det!).

Så bliver det pludselig mere festligt i hverdagen. Du undgår at hverdagen bliver triviel og du udvider din horisont og udfordrer dine vaner. Selvom tingene virker og det er sådan du altid har gjort, så prøv at gøre noget andet. Det kan rent faktisk gå hen og blive ret godt og ikke mindst sjovt!

Jeg holder af hverdagen – mest af alt af hverdagen. (Dan Turéll)

Husk du bestemmer selv – hvor du sidder ved bordet, hvilken kop du drikker af – hvordan dit humør er – hver dag! I morgen bliver også en god dag 😊

Det er ingen hemmelighed at jeg pt. flyver rundt på en farverig enhjørning fyldt med candyfloss og masser af glimmer. Det kaldes at være forelsket. Så lige for tiden er jeg ekstra glad og måske også ret uudholdelig at være sammen med 😊 Sender min dybeste medfølelse til mine kære – AHAHA!

Jeg har en storesøster. Da hun blev født måtte min far ikke være med til fødslen. Det ændrede sig da jeg kom til verden og der måtte han gerne. Min mor og far ville gerne have haft 3-4 børn. Min mor fødte en dødfødsel og hun havde flere spontane aborter ret sent i graviditeten. Så det blev kun til min søster og jeg. Da jeg blev født var min far som sagt med. Han holdt øje da jeg var på vej ud, og sagde ”Nu kan jeg se ørene”. Min mor begyndte at grine og jeg røg tilbage. Sådan foregik det et par gange (Jeg grinede overhovedet ikke da jeg fødte. Ingen af gangene!).

Jeg fik latter ind som det første indtryk. Jeg er også ret sikker på at min mors modermælk har været fyldt med ”lykkepiller”. Jeg har altid været glad og positiv. Ikke at forveksle med en lalleglad jubelidiot, selvom nogle måske vil betegne mig sådan. Der er nogle der bliver vildt provokeret af mit humør og det at jeg altid kan finde et eller andet positivt i alle situationer. Så får jeg tit stikpiller der kommer ud igennem sidebenene. Det handler jo bare ikke om mig, men om dem selv.

Jeg har lært, studeret og været på flere kurser i neurologi. Jeg synes hjernen er enormt interessant. Du kan træne din krop, dit hjerte og også din hjerne. Jeg ved godt at det ikke er alle der er født med en indre komiker, nogle har sværere ved at være positive og nogle dyrker ligefrem mørket. Jeg trives bedst i lyset. Jeg kan dog sagtens være ked af det.

Måske en gang om året……. Lidt oftere frustreret, men det handler om tålmodighed, som er et ord der ikke rigtig har fundet sig til rette i min verden 😉

Det ligger helt naturligt for mig at finde de positive ting ved alverdens udfordringer. Jeg kan også sagtens være alvorlig og føre dybe samtaler om store emner, men ikke ret lang tid ad gangen. Så kommer der altid et eller andet fjollet. Sådan trives jeg bedst.

Min morfar var min søster og jeg rigtig tæt knyttet til. Da han gik bort var vi naturligvis kede af det. Efter bisættelsen gav min mor os hendes dankort og sagde ”Tag op i byen og hav det sjovt”! Det gjorde vi så. Vi gav den gas, grinede og havde en fest. Sådan taklede vi sorgen og min mors dankort var rødglødende og Roskilde blev vores “fristed”.

Du kan træne din hjerne til at tænke positivt. Det har altid ligget helt naturligt for mig.

Som da jeg var 23 år og pludselig fra den ene dag til den anden blev alvorligt syg og lam i hele højre side. Jeg havde været ude at spise om aftenen, løbet en tur og dagen efter endte jeg i en kørestol på hospitalet. Den historie har jeg skrevet om, så den sparer jeg jer for. Som mange ved, så var jeg utrolig mange forskellige diagnoser igennem. Hjerneblødning, blodprop i hjernen, tumor m.m. Jeg var indlagt ret lang tid på hospitalet, fordi lægerne ikke kunne finde ud af hvad jeg fejlede. Samtidig skulle jeg have hjælp til alt. Lige fra at spise til at gå i bad. Jeg var fra starten ved godt mod. Jeg fik utrolig mange besøg og jeg var ikke bleg for at komme med en kæk bemærkning. Oftest et eller andet om mig selv og de udfordringer jeg havde. Selvironi. Jeg takler ofte svære ting med humor. Det er min medicin. Min kørestol blev pyntet, så den lignede et helt juletræ og heldigvis kunne jeg få portørerne til at grine dagligt. Den eneste gang jeg mistede modet, var da lægen fortalte mig at jeg havde en tumor i hjernen og at jeg max havde 3 måneder tilbage at leve i, fordi den voksede. De kunne ikke fjerne den, fordi den sad for tæt på lillehjernen. Den sveg!

Heldigvis tog de fejl. Da de så gav mig den rigtige diagnose, blev jeg vildt glad! Jeg vidste at jeg ikke dødede af det og selvom lægen sagde at jeg var så hårdt ramt i hjernen, at det var umuligt for mig at komme til at rejse mig fra kørestolen, tænkte jeg ”DET bestemmer jeg heldigvis selv”. Jeg trænede som en sindssyg. Både fysisk og mentalt. Det tog mig 9 måneder, før jeg gik ordentligt. Både læger og sygeplejersker så måbende til, når jeg kastede mig ud i halsbrækkende træning.

Lige efter jeg havde fået min diagnose, kom en sygeplejerske ind til mig. Hun ville gerne have at jeg fik antidepressive piller??!!! Say what!!!! Jeg har på alle tidspunkter været ukuelig og positiv. WTF – hvordan kunne de komme til den konklusion? De mente at når nu jeg var så ung (23 år) og skulle sidde i kørestol resten af mit liv, så MÅTTE jeg da være deprimeret??? Hun nærmest påtvang mig disse piller, indtil jeg blæste hende en midterskilning og råbte at de piller kunne hun stikke skråt op. Hele gangen på hospitalet kunne høre det! Derefter startede min intensive træning – jeg gav på intet tidspunkt op – også selvom der nogle gange ingen fremskridt var, eller at de var minimale.

Jeg var helt overbevist om at jeg nok skulle komme til at gå igen!

Jeg er utrolig nem at begejstre. Der skal ikke så meget til før jeg synes alt er fedeste i hele verdenen. Og det har ikke noget med min hårfarve at gøre! Taknemmelig – jeg kæmpede for at undgå en tilstand jeg var blevet ”puttet” i. Gudskelov at jeg ikke bare sagde ”Nå ok – så må det være sådan!”.

Her takker jeg min stædighed, fightervilje og positive tilgang til livet, for det har reddet mig tusinde gange i mit liv.

Du kan IKKE være FOR glad – du kan til gengæld godt være FOR sur!

Hvad tror du er bedst for kroppen og sindet:

Hormonet Oxytoxcin (også kaldet glædeshormon) som udskilles ekstra i kroppen når du er glad eller hormonet Noradrenalin (også kaldet stresshormon) som udskilles når du er vred/sur?